30 / 657
18
her end i kongeriget. Foruden agerbrug var knipleriet
en vigtig indtægtskilde. En af byens største gårde, med
kirsebærtræer, der var den træløse egns stolthed, havde
gået som i odelsarv fra fader til søn i familjen Adolf.
Den ejedes for tiden af A d o lf K o r n e l s e n , født 1742,
en mand af en åben, redelig karaktér, de fattiges ven
og på grund af sine usædvanlige kundskaber i lov og
re t og sin hjælpsomhed et lille orakel for omegnen. Vi
har endnu hans silhuet, der viser et fint ansigt med en
kroget næse.
Han havde giftet sig med M a r i n k e M a r t e n s e n
fra Ladelund, født 1746, af en velstående familje, hvorom
hendes farfaders, Jeppe Truelsens, store og udmæ rket
smukke, over 200 år gamle sølvsukkerskål og flere andre
stykker sølvtøj bære vidne; de er nu i m it eje. En af
hendes brødre døde som købmand i København, en anden
som toldforvalter i Trondhjem. Selv var hun en brav
hustru og moder til 6 børn, hvoraf de tre dog døde hélt
unge, og hertil kom endnu et par stifbørn af Adolfs
tidligere ægteskab. Den ene af disse gik som missjonær
i brødremenighedens tjæneste til Vestindien og fik der
sin helsot.
Forældrenes ældste barn, født i Nolde d. 13de maj
1777, var M e ta M a g d a l e n a .
Da de, ligesom den
Hammerichske familje, stod i forhold til brødremenig
heden, blev hun alt 6 år gammel sendt til K ristjansfelt;
dér skulde hun opdrages. Staden var ung endnu, kun
halft bygget færdig, og menighedslivet ligeså, ungt og
friskt i sin hernhutske retning; men — det fulgte nød
vendigt med — i mange henseender tillige trangsindet,
indsnøret og uden blik for det i mennesket, der ikke
um iddelbart hænger sammen med troen. Og så den små-
vornhed, den sladder, der hører hjemme i købstæderne,
enten de så er hernhutske eller ikke. Hvor morsomt a t få
a t vide og igen kunne fortælle, hvad de spiste til middag