35 / 657
23
Hver anden- lygte slukket er,
og ingen stjæ rner skinne mer,
men dæmpet tårnets klokke klinger,
den menigheden sammen ringer.
„F risk ud, min dreng, til kirkesang,
det ringed nu alt anden gang!“
Med salmebogen under arm
Johannes går fra stuen varm
igennem stille gader did,
hvor juleglæden stråler blid
fra kirkens tændte lysekroner,
hvor fuldt med orgelklang den toner.
Luftig og høj sig kirken hvælver,
det fryser hårdt, den stakkel skælver,
hans fingre, røde de er og blå,
og knap han kan på fødderne stå.
Men inden i ham er en lue,
som vel kan vinterkulden kue:
den hellige nat han tænker på,
da Herren selv i krybben lå,
hin stjærnenat med engleklang,
og varmer sig med julesang.
L ø n g a n g s s t r æ d e 1797.
Det er en tidlig morgenstund,
fuglen er vågnet af sin blund,
den synger og gynger på træets gren,
og luften vifter sval og ren
fra landet ind gennem voldens træer,
der ryste sig i det muntre vejr.
Tvært over for Vartovs hospital
et vindue k lirrer på første sal;
se der studenten, årleglad
sin norske ven han kalder ad*):
*) Hesselberg.