HammerichEtLevnetsløb

jeg en dag med min kæphest. „Kan du ikke også bruge

min k rykke?“ spurgte jeg. Hun svarede sin dreng med

et kys, skønt hun ellers ikke forvænte børn med kær

tegn. For a t skaffe lettelse i huset, blev jeg sendt hen

til en familje af vor omgangskreds, højesteretsassessor

Raffns. Yi fik kål til middag, en mad, jeg ikke kændte

hjemme fra. „Har du ikke noget a n d e t,“ sagde jeg til

fruen, „kan du beholde det selv, men så vil jeg også

hjem til m or!“ Sådan kom mit lille jeg til orde.

Ud til Frederiksberg tog vi ikke sjælden, og det

var i dets glimrende tid. Dér var altid fint selskab,

dér bode kongen om sommeren, dér spillede livvagtens

musikkorps uden for slo ttet, og efter taflet blev hoffet

af smukt klædte bådsmænd roet omkring i kanalerne og

drak til sidst te på øen, i det kinesiske lysthus. Frederik

den 6te stod da gærne selv ved ro re t, og en folke-

vrimmel var der, hvor han og „herskaberne“ lod sig se.

Man trykkede og trængte på, og kun med nød og næppe

holdt de alle vegne opstillede livvagtskarle græsplænerne

fri; dem tu rde ingen vanhellig fod træde på. Tit knur

rede man derover, men det var de gode, gamle, patriar

kalske dage: kongen m åtte jo vide alting bædst.

Ved en sådan lejlighed stillede jeg mig en gang

uden for slo tte t, tæ t hen ved musiken, midt i vrimlen,

og havde meget travlt. Jeg havde faaet fat i to pinde,

strøg den ene mod den anden efter tak t og blev ved at

råbe: „F ittem and døre fist ren!“ En anden gang, som

jeg spaserede med fader og moder, stod kongen på én

gang for os med dronningen og prinsesserne. Jeg var

en re t køn dreng, rev mig løs og løb lige hen til dem,

uniformen stak mig i øjnene. Kongen lagde mærke dertil,

syntes godt om den purk og befalede sin datter Vilhel-

mine a t gå hen og give mig et kys. Jeg var hélt trøstig

ved alt det, lod mig kysse og kyssede igen, men stod

imens med åben mund og gabede på dem. Kongen

talte til fader, spurgte, hvem han var, og roste mig, så