HammerichEtLevnetsløb

være maskinfolk, selv var fader maskinmester. En aften

blev vi børn førte ind i salen, mine forældre var den

gang flyttede op fra stuen til første sal. Familjen og

andre venner var indbudte, stolene stillede op i rækker,

og indgangen til næste værelse, vor dagligstue, var

dækket med et tæppe. Dér sad jeg i spænding til det

yderste.

Lysene i salen blev slukte, tæppet rullede op: man

så et skummende hav vælte sig og i baggrunden Skt.

Helenas klipper, sejlere viste sig i mængde, koffardi-

mænd og orlogsmænd. Med ét glimtede det ud af kanon

lugerne, og efter et par øjeblikke fulgte et dumpt drøn;

fra fæstningen blev der svaret. En elektrisérmaskine,

lid t k ru t og en povke, deri stak hemmeligheden, men

den kændte jeg ikke. Jeg var hentryllet i en vidunderlig

verden. Så trak et uvejr op, det stormede, tordnede,

lynede, og jeg blev meget bange. Forestillingen skiftede:

fredelige landskaber med gående, kørende og ridende,

derpå så det krigersk ud, og troppemasser trak fræm

og tilbage. Hvis jeg ikke mindes fejl, fik vi selv en

solopgang a t se. Det hele gik for mine øjne ypperligt

ligesom ved en trolddom og gjorde et stort indtryk.

E t pa r rejser til Fyen, til Kristiansfelt og familjen

i Nolde førte mig alt i denne tidlige alder ind i nye

forhold. Det svæver tåget for mig, hvor jeg i Fåborg

tæ t ved den gamle, mærkværdige stadsport legede med

majorens pistol og kaldte ham for „ongen“ (kongen),

og hvor angst blev jeg på lille bælt, når marsvinene

boltrede sig i vandet og stødte kuldbøtter. De kunde

jo som ingen ting vælte båden, tænkte jeg.

K larere mindes jeg min onkel Sallings præstegård

i Vonsild, en gammel, mørk, lindeomskygget gård. Men

dér var et høloft, hvor jeg ret kunde boltre mig rundt,

og en hønsegård, hvis mage jeg aldrig havde sét, en

galen og en kaglen tidlig og sildig. Drabeligt jog jeg

om mellem ænder og gæs, indtil en gase med ét gjorde