HammerichEtLevnetsløb

slaget, og jeg oplevede det raed hende, jeg levede rned

dets helte; hun viste mig Lassen og snart den ene, snart

den anden af de andre på gaden med medaljen på

brystet. Her tråd te på én gang m a n d d o m og kærlighed

til folk og f æ d r e n e l a n d mig i møde; jeg glæmmer

det aldrig.

Også sagn og æventyr om nissen med den røde hue

og om „Hyldemo’r ude i Nyboder“ kunde hun, ja, selv

en smule nyere verdenshistorie. F ra besøg med hende

hos hendes moder, en simpel borgerkone, og billederne

af Napoleon, der hang på væggen her, ha r jeg fået den

første forestilling om ham. Den om den franske revolu

tion hentede jeg hos kæ lderfa'r Klemen Jensen og kæ lder-

mo’r, og igen fra deres væg, hvor jeg så nogle rigtig

nok temmelig dårlige billeder af Ludvig den 16des hen

rettelse og andre optrin fra hine år. Jeg gik tit der

ned blot for a t se mig mæt, og hver gang m åtte de

gamle ud med det, de vidste, a tter og a tte r den samme

historie. Så fik jeg noget mere a t vide af fader, der

lejlighedsvis desuden fortalte et og andet om vore konger.

En bombe, der faldt i hans gård, havde han gæmt, der

til knyttedes meddelelser om bombardementet og krigen.

Det var ikke ad de sædvanlige veje, mine første h i s t o

r i s k e kundskaber 'nåede til mig; de blev heller ikke et

hukommelsesværk, men i al sin ufuldkommenhed levende

billeder af hvad der havde tildraget sig. Og endnu den

dag i dag må det, jeg skal huske af historien, forme sig

til et billede.

Maries læsning var ju s t ikke ud strak t eller udsøgt,

hvad hun en gang havde fået fat på, blev hun ved at

læse og a tte r læse. Der iblandt var historien om „T istran

og den skønne Indiane“. Den læste hun om aftenen for

os børn, når fader og moder var ude, og vi lå i sengen;

halvvejs kunde vi den udenad, og alligevel råb te vi:

„mer, m er,“ hver gang hun vilde høre op. Af og til

kunde hun så blive utålmodig: „nej, alt ha r en ende,