50 / 657
38
er den hånd, som oprejser det faldne. Hvad der er
evigt i dem, vil følge mig ind i evigheden, det véd jeg,
og til ham, i hvis øjne enhver sjæl har et uendeligt
værd, står også mit håb.
Det næste par år danner en overgangstid. T it havde
jeg stukket et stykke papir i kakkelovnen og, når det
var brændt ud, moret mig med a t se „børnene gå fra
fra skole“ ; nu skulde jeg for alvor selv prøve det. Jeg
var bleven sat hos madam G r e n i en lille skole for små
drenge og piger. Man havde fortalt mig, hvor r a rt det
skulde være, og hvor børnene kunde lege sammen, så
jeg ordenligt længtes efter den. Den holdtes først i
Schoustrups vel kændte gård på Amagertorv i baghuset
med opgang i et gammelt tå rn ; siden blev den flyttet.
Gårdens ydre med gavle og spir er almindeligt, årstallet
1616 står på den, men sagnet gik, den var fra K ristjern
den andens og Dyvekes tid, og jeg fik et og andet a t
høre om livet den gang, som gjorde sit indtryk.
Madamen var venlig mod de flittige, tog sine briller
af og gav dem ribs med sukker på, de uartige og dovne
derimod prikkede hun i hovedet med sit fingerbøl: „din
slemme t ø s ! Jeg skal også nok fortælle det til din
moder, og nu skal du på stedet hen i skammekrogen!“
Dér m åtte så barnet hen og fik en plade på ryggen med
indskrift „det dovne æsel“. P å hendes fødselsdag legede
vi „hajdukker“. De ældre børn blev da lagte i rækker
ved siden ad hinanden på gulvet, benene, som de rakte
i vejret, klædtes ud som mennesker med ansigter og
og tu rban p å ; det var hajdukkerne. Så kom de mindre
ind, og dukkerne nejede, det gav et muntert liv, somme
græd og somme lo.
Yed den tid gjorde min onkel Boesens en rejse, og
et par af hans drenge og piger var imens i hu set hos
os. Den ældste, Karl, død som provst i Høje-Tostrup,