51 / 657
39
skulde følge mig i skole, men var en stor strik. På
hjørnet af Amagertorv havde en kagekone taget plads
med ansigtet mod torvet, så passede han sit snit, kom
bag på og satte med et spring over konen og hendes
kager. Først skældte hun stærkt, det var netop det,
han vilde; til sidst blev hun imidlertid vant til historien
og sagde blot: „nå, er han dér igen, den satans unge!“
Han havde også sin morskab med a t rende sin vej, når
vi kom til fortovet lige over for gården; grædefærdig
eller grædende måtte jeg da se til, hvordan jeg kunde
slippe over gennem al den færdsel på torvet.
E fter en skolegang af vel et års tid blev jeg igen
tagen hjem. En slesvigsk student, H o lt, regnede nu med
mig og lærte mig religjon, dansk og begyndelsesgrundene
af tysk grammatik. Grammatiken voldte mig mit første
hovedbrud, især, kan jeg huske, havde jeg det hård t med
præpositionerne, men ramsen lærte jeg og kan den
endnu. Det hændte sig et par gange, at Holt mødte til
timen i fuld uniform lige fra eksersitsen. Hvor jeg da
så på ham op og ned, tanken om en gang også at blive
sådan en karl fik en heldig indflydelse på min flid. Han
var et samvittighedsfuldt menneske, noget videre ånde
ligt indtryk har han dog ikke gjort på mig før efter sin
død, på grund af en historie, som spiller ind i det, man
har kaldt „naturens natside“.
Han havde en ven, der studerede lovkyndighed. I
en fortrolig time faldt talen på tilstanden efter døden,
og de gav hinanden hånd på, at den, som først døde,
skulde give den overlevende et tegn om sin død. Flere
år gik, han var kommen over til Sønderjylland og havde
det godt dér, var sund og frisk. En aften sad juristen
i København og læste med piben i munden, da det banker
tre gange på døren. „Kom ind“, råbte han, men der
kom ingen. Det bankede igen tre gange, lyden var,
som når der bankes stæ rkt med en kno; han gik til
døren og åbnede den, intet var at se. E t øjeblik for det