57 / 657
45
Jeg havde ju st en slem ringorm på kinden, den
skulde efter tidens tro, „bædstemoder tage med i graven“,
og man førte mig ind til den døde. Det var første gang,
jeg skulde se et lig, pigerne havde fortalt så meget om
druknehuset ved Langebro, og hvor fæle de døde dér så
ud. Naturligvis var jeg skrækkelig angst. Men onkel
Martin talte om, a t bædstemoder havde holdt så meget
af mig, „hun skulde vist aldrig gøre mig noget“. Så
græd jeg, han tog mig i hånden, og vi gik ind i salen.
Ja, dér lå hun stiv og kold, nu så jeg, hun slet ikke
var køn mere, men hæslig, grøn og gul og blå. En salme
bog var lag t under hendes hage, et stort tinfad over
den opsvulmede mave, og så var det sådan styg luft,
der slog mig i møde. Onkel Martin trøstede mig a tte r :
„vær bare ikke bange, lille F red erik“, tog hendes hånd
og rø rte med den ved min kind; det var, som døden
selv rø rte mig, og det isnede gennem hele kroppen.
Endnu h a r jeg følelsen deraf.
Jeg kom ud fra liget og lidt mere til mig selv. Men
nu vilde jeg endelig have at vide, om det da var den
rigtige bædstemoder. „Nej,“ sagde han, „det er bare
hendes usle, jordiske lævninger; mama er i himlen hos
vor
Herre. Dér skal du nok engang se hende, når du
er
en god dreng !“ Det trøstede mig, kun et øjeblik
havde det rystende optrin hos den døde ligesom omtåget
mine tanker. Jeg vidsteellers for længe siden, hvor
godt det er for de fromme døde dér oppe hos Jesus
mellem alle engle.
Den sindssvage olding indbildte sig, a t hans kone
endnu levede, og ledte efter hende overalt, i skabe og
kroge: „dér er jo ingen mutter at se!“ Så udgav man
fru Boesen for den afdøde. Skuffe lod han sig dog ikke
re t længe, en dag tog han fru Boesens hånd og følte
på den ene af fingrene, hvor hans kone havde et dybt
ar.
„Nej,“ sagde han, „I narrer mig ikke, det er ikke
mutter, mutter er død!“
Endnu samme måned blev