HammerichEtLevnetsløb

måde måtte man bære sig ad, når min farfader skulde

barberes.

Ellers sad han gærne hjemme i spisestuen i sin

lænestol og nynnede en salme, så ned i gården og sagde:

„dikke, dikke“ i tak t med perpendiklen i stueuret. Kom

jeg derhen, blev tinsoldaterne stillede på bordet, dér sad

vi da og legede krig, det ene p a rti skød på det andet,

og den ivrigste i legen var bædstefader. Vi kunde godt

blive uens om en sag. N år der skulde slås, satte jeg

generalen i spidsen; „nej, lille ven,“ sagde den gamle,

„han må bag ved, for derfra leder man bædst hele b a

ta lje n !“ „Men, bædstefader dog, hvad tænker du på,

skal en general da være k ry ste r? “

Han rokkede

uroligt på stolen, og tra k den hvide nathue fræm og til

bage. Så kom hans søn, onkel Martin, ham til hjælp.

„Hør, F rederik, du må ikke sige sådan t noget! P ap a

véd det bædst, for før du fik bukser på, ha r han ekserseret

så tit med sit kompagni på Nørrefæ lled!“ Den gamle

blev glad, og i det samme blinkede onkel til mig med

øjnene, jeg vidste, hvad det skulde betyde, og tav stille.

Bædstefader vilde også gærne skyde mine folk ned: „se;

se, dér faldt én, og dér én igen!“ råbte han og gned sig

i hænderne. Men jeg stak i a t græde, bædstemoder

m åtte til, hun havde æbler og nødder, og de kunde nok

tø rre tå re r bort.

Af og til gik han en lille tu r, dog midt undervejs

kunde han synke afmægtig om. Det skete en gang i

den gade, hvor vi bode, og under sto rt sammenløb af

mennesker blev han båren op til os. Hans k o n e græm

mede sig på sin stille vis, plejede ham med omhu og

kom ofte derfor ikke af klæderne; selv var hun tilsyne

ladende frisk. Da blev hun med ét i april måned 1816

rø rt af et slag, „hvor snart det dog kan komme over

et menneske“, stammede hun og sank ned i en stol; et

par tim er efter var hun død.