HammerichEtLevnetsløb

gårde, herregårde måtte sælges for ubetalte skatter og

blev dog kun til byrde for finanserne. Og fra æmbeds-

standen hø rte man om den ene kassesvig efter den

anden. T it kom fader helt m istrøstig hjem fra børsen,

men hvor havde jeg forstand på sligt?

Kun to ting ha r fæstnet sig i min hukommelse.

P rintzlau blev for kassesvig dømt til slaveriet, og jeg

udmalede mig, hvordan han, om hvis yppige liv jeg

havde hørt, nu m åtte gå og arbejde på volden i den

halft hvide, halft grå slavedragt, med bøjle om benet.

Det gjorde et tragisk indtryk. E t komisk fik jeg der

imod af vittighederne, hvormed man hævnede sig på

adjutantregim entet og de nye penge. Der gaves flere

læsninger af disse, den ene fuld af harme over Norges

tab , den anden over adjutanterne. Indskriften på m ark

stykkerne lød: „Kigsbanktegn for seksten Skilling“, den

læste man således, idet man gjorde hvert bogstav til et

helt ord: „riget i gæld, satan banken annammed, når

kongen til æslerne giver Norge. Fribo, Oppen, Kømling!

Seksten slige kæ ltringer i landet love ikke noget godt“.

Misnøjet gik alligevel aldrig ud over ham, der sad

på tronen, gammel kærlighed ru ste r ikke, og i politisk

henseende var man rene børn. Man kunde trække på

skuldrene, når man så ham med de ildelidte adju tan ter

jage afsted og holde feltmanøvrer på fælleden og ved

V ibenshus; det var det hele. Ved en sådan lejlighed

blev han, og hans hær, en gang omringet og tag et til

fange, skønt sejrherren gav sagen et uvæntet udseende

og med en hofmands finhed overrakte kongen sin kårde

i steden for a t kræve hans. Hans majestæ t lod som

ingen ting og modtog den allernådigst.

Man sang endnu om „den ejegode Skjoldung, den

fredegode F red erik“, og med årene, da frøken Jessen og

Garbrecht slog skjaldeharpen, blev tonen svimlende høj.

Man fortalte, hvorledes han på Wiener-kongressen havde

frelst Danmark fra søndersplittelse. En anekdote derfra