HammerichEtLevnetsløb

også han rø rt af slaget, men vågnede ju st derved

til sin fulde samling. „Kom, lad os bede,“ sagde han

til

de tilstedeværende sønner, Karl og Martin. Han

prøvede på a t syDge en salme, kunde dog ingen tone få

fræm, foldede da hænderne og bad, skønt utydeligt, til

mælet helt gik bort. Så d ø d e han.

I Kybrogade sov vi alle trygt, som der hen ad

morgen blev ringet hæftigt på porten. Man hørte hastige

trin på trappen, fader og moder kaldtes ud, vi skulde

kun, hed det, lægge os til a t sove igen. Men vi anede,

hvad der var sket, da vi så moder grædende komme til

bage og kysse os. „Du kan tr o ,“ hviskede jeg til min

b roder og krøb hen til ham, „der er igen noget galt

med bæ d stefad er!“ Den tildragelse med portringningen

h a r ellers boret sig fast i min sjæl, så jeg endnu kan

fare sammen og vænte et ulykkesbud, når der en tidlig

morgen bliver ringet stæ rkt på porten. Underligt nok

skulde en sådan ringning også vække mig den sidste dag,

min fader levede.

Kaj Frederik blev jo rdet ved sin kones, svigerfaders

og sine afdøde børns side på „Helliggæsts u rteg ård“,

hvor en stor rød bornholmsk sten med indskrift lagdes

over graven. Den er nu stillet op ad kirkemuren. Mangen

gang har jeg siden leget dér, når vi tørrede tøj på den

del af kirkegården, som går ud imod muren med klude

handlernes boder.

E fter gammel sæd var hele familjen, store og små,

samlet i Yigantsgade til g r a v ø l. Det blev indledet med

et par salmer på bædstefaders gamle klavecin, et sandt

kunststykke; tre rækker tangenter sad, den ene over den

anden, og mellem dem var der m alet en ja g t med

jægere, hunde og hjorte. Men tonen, når man spillede

på det, var spinkel og ikke køn. Det stel kinesisk

porsellæn, bædstefader havde købt på asiatisk kompagni,

stod på bordet og et vældigt tinfad med stegen på. Og

efter bordet drak man kaffe, som skænkedes ud af blankt