63 / 657
51
omgås med, så livet fra den lyse side og gjorde gærne
lidt løjer med folk. Blev en af os søvnig og nikkede
med hovedet, strax var han på færde med sit lomme
tørklæde og kildrede ham under næsen.
Trods al forskel mellem dem, kunde de også g å
s am m e n i mangt og meget. Først i det, der var dem
begge det dyrebareste, deres saligheds sag, hvor man
hos moder slet ikke og hos fader kun lidet mærkede
spor af usundt, hernhutisk væsen. Hun har aldrig villet
skrive det levnetsløb med så kaldte „hjærteerfaringer“,
som menigheden kræver af sine medlemmer. Men i
den „Lovsangs“ bog, den udgiver, læste hun daglig den
dags tekst.
Sammen fulgtes de ad i kirke eller læste sin præ
diken hjemme; hvad de i det hele skulde være fælles
om til læsning, m åtte være af den opbyggelige art.
Dagligstuen med sine Kristjansfeltermøbler var hyggelig,
lysene kom på bordet tillige med en usædvanligt smuk,
malet lyseskærm med et lille husligt optrin: en fader
og moder ved den knitrende lue på arnestedet, og månen
titte r ind til dem. Hvor tit har den ikke vugget mig
hen i idylliske drømmerier!
Mellem de bøger, de da læste sammen, var blandt
andet skrifter af Jung-Stilling og Engelskmanden Miliners
kirkehistorie, der væsenligt skildrer de fromme Kristnes
liv og levnet.
Også musiken var et bånd imellem dem, de elskede
begge Mozarts yndefulde toner. Og et lige godt hjærte
havde de til a t hjælpe den trængende. På en af de
små sedler, jeg har gæmt efter moder, heder det: „ak,
hvis du kan, så hjælp hende! Hun har hjulpet så mange
før. Men lad hende endelig ikke vide, det råd kommer
fra m ig!“ Yi børn var tit vidner til moders godgørenhed,
fik også af og til lov til a t bringe en fattig kone, et
fattig t barn, som kom ved døren, et stykke smørrebrød.
4
.*