HammerichEtLevnetsløb

fader og moder havde stor sans derfor og holdt den

strengeste orden.

Hun havde b rag t kønne ting , nipssager, sjælden

heder, med fra Kristjansfelt, og i værelserne var der

luftigt og duftigt både sommer og vinter. Potpourri-

krukkerne duftede — hun lavede sit potpourri selv — ,

blomsterne i vinduet duftede, endog fra hendes skuffer

slog en sød duft en i møde. Her og i en stor have

hos Kildes, hvor vi ofte kom, fik jeg den første anelse

om de stemninger i sjælen, duft og stilhed kan vække.

Jeg h a r heller aldrig sét magen til disse skuffer:

tøjet lå dér, omhyggeligt g lattet uden ringeste fold, ind

svøbt i kinesisk pap ir og med lag af resedaer og lavendler

imellem. Hendes daglige klæder, selv morgenkjolen var

et mønster på pænhed, og med fader var det samme

tilfæ ldet; han gik hver dag med hvidt halstørklæde og

diamantsbrystnål. Pynte sig, var ikke moders sag, og

modehandelen blev ikke overløbet, med sin medfødte

smag var hun sin egen skrædderske. Så kom familjens

opvoksende unge piger, og der holdtes syskole, men

ikke af den art, som endevender hele huset. Navnligt

lavede hun sig en hovedpynt, et slags tu rb an , som

henrev veninderne: „men sig mig dog, kære Magdalene,

hvor bor din modehandlerinde?“ „Hun bor såmænd i

i Nybrogade nr. 5, første sal, det kan I aldrig gå fejl

ad ,“ kunde moder så svare.

Til husfolkene, kontorister, tjænestepiger, med hvem

børn gærne stå i nøje forbindelse, regnede vi også faders

broder M a r t i n ; han havde jævnligt sin gang i vort hus

og i grunden in tet andet at gøre. Det var en særling,

jeg ha r senere iag ttaget ham med forsæt og gjort et

slags karaktérstudium af ham.

Han var pebersvend og meget enfoldig ad sig. Som

halvvoksen dreng hittede han på at ville købe en lille

hest for sine sparepenge. Den kunde så, mente han,

holde sig selv, når man bare solgte dens gødning, fik