HammerichEtLevnetsløb

man penge nok til fodret: det lod han sig længe ikke

snakke ud af tanke. Dertil var lian m istroisk i utrolig

g rad, de fleste mennesker var for ham „rigtig durk-

drevne kæ ltringer“ ; ved de ord kneb han gærne det ene

øje til og lagde hovedet på siden. Selv en kone som

fru Boesen havde han såret dybt, da der skulde optages

lister over deres forældres dødsbo. Han passede p å og

gik efter hende, som var hun en tyv.

Han skulde været arkitekt, og jeg har nette tegninger

fra hans hånd, men mangel på vilje og m istroiskheden

standsede ham på halvvejen. Så gik han og drev, gæmte

sin fædrenearv på kistebunden af frygt for: „den skulde

komme noget ti l“, og åd den efterhånden op. Og hvor

så der ikke ud hos ham : smør og brød og hullede

strøm per og skidentøj, alt imellem hinanden.

Han var formeligt folkesky og fuld af historier om

røverier og overfald; en gang, fortalte han, som han sad

afsides i skoven, stod med ét en mand bag ham, en

undløben slave, med en slynge, hvormed han vilde kvæle

ham. F ra den tid kom han aldrig mere i skoven af

frygt for „undløbne slaver“, selv sjældnere på gaden, og

murede sig inde i sine værelser, hvor han så syner ved

højlys dag.

Over hans hovedgærde hang en skarpt

sleben sabel, men mest tro havde han til sin pudelhund.

N år vi var ude at køre, passede han på hos os — min

fader var den eneste af familjen, han omgikkes — ; dø

rene stod da vidåbne, og hele den udslagne dag strej

fede han og „Mustafa“ omkring gennem værelserne.

En gang imellem glemte han et øjeblik sine sorger

og spillede den lystige broder, snakkede sødt med pigerne

og gjorde Uglspejlsstreger som den kådeste dreng, sneg

sig i mørke efter en karet, smækkede rask tjæneren bag

på den en over ryggen, og vips var han borte. Lystig

heden afløstes af det dybeste tungsind. Han så i sådanne

timer fæl ud og talede om at tage livet af sig, noget,