HammerichEtLevnetsløb

ingen dog vilde tro på, fordi han var lige så fejg som

mistroisk.

Da kap italen var spist op, tyede han over til Von-

sild, til sin svoger, præsten Salling, murede sig inde,

savede brænde, gnavede og vrantede og bagtalte. Han

havde indyndet sig hos en aldrende enke i København

og væntede på hendes død, i så fald skulde han arve.

Men hun vilde ikke til at dø, så han svævede dag og

n a t i angst for tab et af sin arv.

„Det en e ste ,“ skrev

han til min fad e r, „jeg tro r der kan virke på hende,

er a t gøre hende dygtigt bange for slette mennesker:

hendes søstersøn, som tog 5 rdlr. fra hende, kongelig

afgangen fra æmbedet, herr laksnyder E., som tog hende

så dygtigt ved næsen. Lad hende fortælle dig det, så

kommer det igen i hendes erindring! Gør hende re t

bange for galgepræster (prokuratorer), som hendes værts

søstersøn! J a , hendes vært selv er en sød b ro r, men

sikkert ikke den, der har nogen samvittighed!“

I andre senere breve gør han min fader regnskab

for, hvorledes det er kommet så vidt med ham. Han

viser her, hvor snu mennesker i den sindstilstand kan

gå til værks, n år de har noget for. Blandt andet over

vælder han min den gang afdøde moder med lovtaler,

vil endog have haft et syn af hende, „svævende,“ skriver

han, „i en hvid indhylling, med hår på hovedet og nogen

hvid hovedpynt.“ Derimod river han ubarmhjæ rtigt ned

på adskillige, som fader ikke kunde lide. Alt for a t

gøre sig behagelig for den, uden hvis hjælpsomme hånd

han vilde dø af sult. Han fortæ ller, „hvorledes han

måtte opgive al fortjæneste, da han skulde passe salig

fad e r;“ „derfor vil jeg og engang med glæde kunne

kændes af ham igen, som da vil være større glæde, end

den sorg, jeg har h aft.“

Længere henne heder det. „Den h err S., som ved

sin fallit så godt har bed raget dig, er nu en stor køb

mand og spiller en stor rolle. Han skal høre til brød re