![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0064.jpg)
52
Vi to, min broder og jeg, de eneste børn, de havde,
de spirende ævner i vore unge sjæle, forskellen imellem
os, enhvers ejendommelighed, fræm tidsplanerne med os:
hvilket uudtømmeligt æmne for sam tale! At vi en gang
med tiden skulde blive præster, var deres ønske, og de
håbede, det vilde lykkes med os, hvad der ikke faldt i
min faders' lod. Der var noget i dem af det sind, hvormed
forældre i m idalderen viede sine børn til Herrens tjæneste
(oblatio ); naturligvis med den fo rskel, der fulgte af
tidernes vilkår.
Jeg véd af moders breve, hvor godt det gjorde
hende, n å r folk syntes om os: „jeg fortæ ller dig d e t“,
skrev hun til fader, „at du kan dele glæden med mig.“
Dog hørte hun ikke til de mødre, der altid sidde med
børnene på skødet, selv efter at de ikke længer er små
børn, der overvælde dem med kærtegn og dæggenavne
og finde dem mageløse. Hun forvænte os ikke, havde
ikke spor af falsk følsomhed; var vi uartige, straffede
hun os. Mester E rik sad truende bag spejlet, hvorfra
den im idlertid kun meget sjælden blev hen tet fræm.
F ader tænkte ligedan, skønt han altid var ængstelig for
a t straffe for hårdt. Men bag ved al den alvor lå den
inderligste kærlighed, det følte vi børn bædst. E t straf
fende ord „men, Frederik, dog“, blot et straffende blik,
især af moder, kunde tæmme os: „ave og ast (kærlighed)
gør frels og fa st“. T rådte nogen os for nær, tyede vi
ikke forgæves til hende, hun var den fugl, som værner
om sine unger.
Vi levede til daglig brug tarveligt og m åtte om
middagen spise vor portion op, dér hjalp ingen kære
mor. Kom der en gang en tønde med hjemmebagte
kager, tørrede hyben fra familjen i Slesvig, med æbler
eller et dådyr fra fynske handels-venner, var det os børn
en festlig dag; og en ladning til fader fra Vestindien
eller Midlandshavet satte os i en fuldstændig henrykkelses
tilstand. Men der var altid h y g g e i vort hjem, både