HammerichEtLevnetsløb

Moder blev snart bjemme i København. Der var i

førstningen megen længsel a t overvinde og lidt skinsyge

fra faders søstre, vrævlerier med „societetet“, så fader

tænkte på a t træde ud af det. De ting tra k sig im idlertid

til rette. Og da moder først var kommen ind i det

friere liv her ovre, opdagede hun , det passede langt

bædre for hendes fri natu r end Kristjansfelter-væsenet.

Hun var i sit element, fri for småbyernes sladder og

glad, skønt det alligevel nok kunde stå både for hende

og fader som idealet, en gang a t ende sine dage på

landet.

Hun var danskfødt og danskdøbt, men opdragen på

tysk. Dansk, der naturligvis var vort familjesprog, talte

hun med sit sønderjydske tonefald, og ofte kom egen

heder frærn, som hendes mand og de københavnske

venner drillede hende med så småt. Hun vænnede sig

ikke snart fra a t sige „snerkeren“ (snedkeren), „ibag“,

„god m aren“ (morgen). En gang var der et lille aften

selskab. Hun var ikke til freds med den steg, hun kunde

byde, og kaldte den „et usselt bagerlår“ (baglår); man

kan forestille sig, hvilken munterhed det vakte. Når

hun skændte på os børn, slap af og til et tysk ord ind

med: „stå mig dog ikke og gør sådanne k atzenpuk ler!“

Så lo vi og hun med.

Brevene, hun på sine rejser skrev hjem til fader,

er stemningsfulde, snart på tysk og snart på dansk, af

og til skiftevis på begge sprog. Midt i tysken kan de

indlagte danske fortællinger eller formaninger tage sig

allerkæreste ud. „Fritz h a t m ich“, heder det i et brev

1810, „als ich ihn frag te, om jeg skulde kysse fader,

kysset mig tre gange.“ „Nu kommer je g “, heder det i

et andet, „med det danske, fordi min søster sidder hos

mig, og vi snakke dansk.“ På dansk giver hun gærne

i et ellers tysk brev ordre til pigerne, at Marie skal

sylte og passe sengklæderne godt, eller sender hilsen fra

min amme, B irte; eller spørger, hvordan blomsterne