HammerichEtLevnetsløb

skurede, skinnende kobberkedler; den skik slog mig, jeg

var ikke vant til det hjemmefra, først i nyere tider er

den a tte r på en måde kommen til ære ved teen.

Stemningen var alvorsfuld, vemodig, sam talerne blev

førte i dæmpet tone, og en minde-skål tømtes i tavshed

for de hensovede. Også på os børn virkede det, så vi

sad stille hen.

Da rejste tan te Kaufmann sig, en

hjærtensgod, men lidt enfoldig kone og uden tak t for

hvad der sømmede sig. „Det er dog ved Gud synd,“

sagde hun, „for alle vore rare små, vi har har med;

de tø r jo ikke engang røre sig! Hør, børn, kunde I

ikke have lyst til en lille leg?“ De andre voksne så på

hverandre, tan te Boesen og moder gjorde indsigelser,

„det går ikke an, Hanne“, sagde de, men hun blev ved:

„jo det går nok! Kænder I ikke stillingslegen eller

pantelegen? Det er sådan kønne lege, som ikke gør

stø j?“ Jeg husker ikke, hvor det videre gik, men hun

lod sig ikke snakke fra sit indfald: „det vil såmænd

hverken salig papa eller mama vende sig for i graven!

Nå, kom så, det er re t!“ Og hvor uhyggeligt det end

kunde se ud, vi begyndte på vore barnlige lege i den

dødes hus.

Min m o d e r var, som det burde sig, sjælen i vort

hus, hun gav det et fuldstændig s l e s v i g s k præg: til

Sønderjylland gik alle vore rejser, derfra kom jævnligt

veninder i besøg, derfra fik vi vor første lærer, selv vor

middagsmad var somme tider i sønderjydsk stil. Og

hvad hun havde begyndt, blev fortsat af de to Slesviger-

v inder, der efter hendes død forestod husvæsenet. E r

det da underligt, at min broder og jeg altid har hængt

ved dette vor moders land, at det har gjort hele vort

liv rigt på glæder, men også voldt os den bitreste, daglig

endnu nagende sorg? Nu træder fjendens fod på vore

fædres grave.