HammerichEtLevnetsløb

leve, eller beder fader gå flittigt ud a t spasere og sørge

for barpen, så den endelig ikke står i solen. Med et

yndigt lune kan hun fortælle ham, a t også hun forstår

sig lid t på handelssager. En købmand havde gjort hende

på faders vegne en indbetaling: „og så nejede jeg pænt,

kan du tro, og ønskede ham gode forretninger, og at

han ved samme lejlighed ikke vilde glæmme os.“

Sin mand elskede hun af hjærte. Hun taler i breve

om, hvor hun midt mellem alle venner dog savner „den

bædste af alle“, drømmer om ham om n atten , griber

efter hans skygge og tæ ller timerne, til hun atter skal

se ham. En gang havde han ikke, efter aftale, kunnet

komme og hente hende. „Du kænder min hæftighed“,

skrev hun, „og dette er nu i stand til at forstyrre min

hele glæde. Dette brev vil vel næppe være tø rt, når

det kommer til dig.“ En anden gang heder det: „skriveri

har du nok af, men bringer det og lidet ind; for jeg

slemme øder penge i denne tid. Jeg sk a l, nå r jeg kommer

hjem, re t kysse dig derfor, om på kinden eller lige p å

munden, vil komme an på dig selv.“ Så sender hun et

livligt brev med rejseefterretninger, takker „for den sidste

allernådigste bevilling“ og beder ham trøste sig i sin

ensomhed til den tid, „han får de vilde dyr igen i bu r.“

Fader gengældte hendes kærlighed, derfor førte to i

grunden så f o r s k e l l i g e na tu rer et lykkeligt liv. Jeg

taler ikke om småting, hvor de gik hver til sin side: at

han var lidt sær med sit tøj og morgengnaven, og hun

nervesvag og som følge heraf pirrelig; at hun kunde

blive stødt,

naår hanta lte for meget

om den ypperlige

mad, „mama“ lavede. Men hun var en sjælfuld natur,

med medfødt præg af adel, rig på indbildningskraft og

stærke følelser, en halft digtersk natur. Hun læste meget

og gærne, og nu næsten lu tter dansk, blev derved snart

hjemme i det bædste a f vor literatur, elskede Oehlen-

schlåger og Ingemann, W alter Scott; også historien

var hende kær, Riises arkiv glædede hun sig ved.