55 / 657
43
gik fra mund til mund. Kejser Alexander, hed det,
havde til farvel sagt ham : „De har vundet alle hjærter,
sire!“ „Men ikke en eneste sjæl,“ svarede han. Da
han nu vendte hjem og holdt indtog, var det som en
sejrherres, hestene spændtes fra Vognen, og folket trak den.
Så fulgte kroningen, reformationsfesten, al den her
lighed fik jeg også at se. Det bædste for mig var
imidlertid, a t en lang, opløben dreng, jeg af og til kom
til, ved samme lejlighed fik en fuldstændig uniform; så
kunde vi drenge nu, ved hjælp af den, min virkelige
messingtrompet og anden, lidt mere tarvelig udstyring
også trække op til parade for kongen.
Jeg kom naturligvis ofte til f a r f a d e r , som nu ejede
en m indre gård i Vigantsgade (Ny Vestergade), hvorhen
han havde trukket sig tilbage. Helst var jeg oppe hos
„ g a m le t a n t e “, hans søster, en morsom lille gammel
en, om hvem det hed: „hun havde altid 1 i mente, der
gjaldt for 10.“
Dér var det hyggeligt for et barn:
blom sterpotter, hynder i vinduet, fisk i et glas til at
lege med, og på væggen fuldt af afblegede broderier og
tegninger, lu tte r ungdomsminder; dem havde hun fået af
børnene, mens hun holdt skole i Rendsborg. Hun havde
ellers fra Fyn et andet ungdomsminde, en kærligheds
historie med en student, som aldrig blev glæmt; derfor
blev hun gammel jomfru.
Min farfader faldt stærkt af, så sønnerne måtte over
tage hans sager, hele hans nervekraft var rystet, og den
dygtige, nys så kraftfulde mand bleven en skygge af sig
selv. I sit 65de år gik han fuldstændigt i b a r n d o m .
Det ytrede sig først ved, at han daglig skulde hen til
Stormbroen, som lå under bygning, og skænde på arbejds-
folkenes sendrægtighed; han bildte sig ind, den tilhørte
ham. Den, der nu bedst kunde omgås ham, var Ulrik
Boesen, senere biskop i Slesvig; han havde et myndigt
væsen, tra k dertil studenteruniformen på, og den gamle
borgerkaptajn havde al agtelse for en uniform. På den