HammerichEtLevnetsløb

b ra g t det der op, for hvor i al verden skulde det ellers'

komme fra? Herren véd selv, at ikke en levende sjæl

h a r været på loftet i to hele dage. Men den gode nisse

kan ju s t ikke være meget lækkersulten, for det kan nok

hænd’s, det inte er fedt flæsk.“ „For det første, Marie,“

sagde fader, „skal hun nu tie helt stille med den sag!

Jeg kommer vel efter det!“ „Jo, jeg skal nok tie, men

det er dog ellers alt for morsom t!“

Den gang havde fader på sit kontor et meget

skikkeligt, men stille menneske, altid så nedslået og

tungsindig, og han havde opsyn med loftsnøglerne; han

m åtte kænde noget til sammenhængen.

Ham kaldte

fader da for sig. „Nej, han vidste ingen ting.“

„I og

for sig,“ sagde fader,“ „er det hele jo en ubetydelighed,

men jeg kan dog ikke lide, at den nøgle kommer i hver

mands hænder.

Smørrebrødet har da ikke hentet sig

den selv. Og hvor let kan så en tyveknægt, hvis det

var ham, der tog nøglen, ikke skjule sig der oppe?

Altså den sag skal undersøges fra grunden af. Kan

ingen i m it hus skaffe mig oplysninger, må jeg sende

efter po litiet.“

Det unge menneske tøvede, blev baade rød og bleg,

og tårern e stod ham i øjet.

„Så vil jeg da sige Dem

det ren t ud , herr grosserer, men De må love mig ikke

at blive vred.

Smørrebrødet er rigtig nok mit. De

kan ikke tro, hvor fattigt min moder har det, spise

varm mad, har vi ingen råd til. Så skærer hun mig

smørrebrød om morgenen, og når De tro r, jeg er gået

hjem til middag, sidder jeg på deres loft i al stilhed og

spiser det dér. Men det må De nu endelig ikke tage

mig ilde op !“ F ader spurgte videre, og han fortalte

om nøden hjemme, og hvorledes det eneste, hans moder

havde a t leve af, var den løn, han fik på kontoret.

Fader klappede ham på skulderen. Nu var alting

klart, hans tungsind med, og at han da ikke kom til at

angre sin tilståelse er en selvfølge. „Den stakkels fyr,“