HammerichEtLevnetsløb

var døden næ r, var denne den eneste præ st, han vilde

tale med.

En enkelt gang tog han os med hjem, og vi så dér

hans forunderligt begavede forældre. Den gamle jydske

hosekræmmer var en mand, der ideligt læste, han kunde

arbejde sig gennem filosofiske systemer, og alligevel

gjorde han daglig selv sit indkøb på torvet; jeg ser ham

endnu komme hjem derfra med en god, fed gås i

hånden. Da hans ene datter lå for døden, og man

skjulte det for hende, udbrød han: „nej, sådan er mine

børn ikke opdragne!“ Han gik til hendes seng og sagde

hende sandheden ren t ud. Søren har fortalt mig hans

stemning 1848, han var den gang en udlevet olding:

„hvem der dog nu var ung!“ råbte han. „Jeg føler det

dirre i mig og kunde gribe sværdet for at tugte de for

ræ dere!“ I ét og alt hørte han ellers til den gamle

verden, for onkel Boesen havde han dobbelt agtelse,

både for manden og justitsråden.

I moders familje havde vi mest omgang med den

senere ju stitsråd H e i s e , gift med en af hendes slægt

ninge, som døde i barselseng efter at have bragt kom

ponisten Heise til verden. Hun og moder spillede sam

men, og i hendes hus har jeg hørt den første stryge

kv artet; jeg husker, a t den i musikens verden vel kændte

vinhandler Waage-Petersen ledsagede hendes pianoforte

med sin violoncel. En søsterdatter af hende malede

køn t, hun bode hos sin moder på Gotersgadens mølle,

og her blev jeg en dag vidne til et af disse optrin, der

hænge godt fast ved børn.

Hun sad ved staffeliet, temaskinen stod og snurrede

på bo rd e t, da kom hendes sindssvage moster, Magda-

lene, ind. Den sindssvage, der havde mistet sin forstand

af ulykkelig kærlighed, talte så underligt, at jeg mær

kede uråd og trak mig tilbage.

„Ja, j a ,“ sagde hun,

„vil han d é r“ — hun nikkede til mig — „ikke høre på

mig, så kan jeg da få mig en passiar med maskinen;