HammerichEtLevnetsløb

den snakker såmænd ordenlig som et menneske, ligesom

det var ham , I véd nok hvem, der ta lte med mig! Og

den er ikke bange for m ig, slet ikke. Det skulde I

heller ikke være, vel du sm å!“ Så gik hun hen til ma

skinen, talte til den, og den svarede med a t snurre,

hun lyttede efter: „hvad behager? Tal tydeligere,“

sagde hun. Og da det, flere gange gentaget, alligevel

ikke hjalp , gav hun den en ørefigen. Derpå skar hun

ansigter, „av, av, hvor det gjorde ond t!“ løftede klæderne

op og dansede rund t og sang:

nu kommer Bum,

nu kommer B um !

nu kommer Lirum Bum!

Det havde jeg dog aldrig set bædstefader gøre. Den

kone, der passede hende, kom ind: „nå, skal du nu igen

i fængsel, Magdalene!“ „Heller dog det end for politi

retten !“ sagde den vanvittige og fulgte uden ind

vendinger.

Mine forældre stod i venskabsforhold til ikke få

familjer, moder viste sig, når hun var rask, gærne i en

lille k red s, og hvor hun kom, var hun mere end vel

kommen. Hun kunde sætte liv i hele selskabet og var

den gladeste mellem de glade.

Til omgangskredsen

hørte, foruden vor familje, brødremenighedens forstander

Reuss, konferensråd Vorndrans, konferensråd Raffns,

hvis ene d a tte r var enke efter Ingemanns ungdomsven,

avditør Gruner, e tatsråd Thomsens (bankdirektøren).

Så a f og til som rejsende medlemmer min faders handels

venner, agenterne Voigt og Ploug og købmand Brauer

fra Kiel.

Ingensteds kom vi dog hellere end på Vesterbro hos

ju stitsråd K i l d e s , skrås for jæ rnporten. Da moder

efter barselsengen med min broder Martin trængte til

landligt ophold, fandt hun det dér, og hun fandt mer

endnu, hun fandt en dannet, elskværdig familje. Fruen