HammerichEtLevnetsløb

societetet i A ltona, men der er jo så mange, der kalde

sig brød re og spille under dette navn en Jesuits rolle.

Kanske han ved dette fallitbedrageri bar villet lære dig

a t bede til Gud; som disse slyngler tro a t gøre Gud en

tjæneste ved a t styrte en anden, der er så uheldig a t

falde i deres klør, i den største afgrund. J a sprikvorter

h a r de nok af, a t trø ste deres rystende samvittighed

med hensigten dækker og gærne handlingen for dem,

og på den måde kan de udøve de grueligste ting. Gud

bevare os begge for sådanne k a r le , og Gud ske lo v , a t

jeg ej mere er i sådannes klør! Men man kan også

blive med breve forfulgt af sådanne ordensherrer. Der

for er det bædst, a t man h a r kændt Gud i Kristus, før

de h a r villet lære os det, og hans Helligånd vil nok

vogte og bevare os for dem , så de snarere mod deres

vilje må være os til gavn og nytte, og, ved a t sætte os

i et svagt lys, ren t må gå ud som ly s, ja blive lyset

under skæppen og de falske pro feter.“

Mistroiskhed og lediggang gjorde til sidst onkel

Martin hélt sindssvag i Altona, hvorhen han havde tyet

for a t leve ukændt.

Jeg må her indskyde en køn lille historie om en

af kontoristerne, den gjorde indtryk på mig. En efter

middag kom Marie leende ned ad loftstrappen og råb te :

„vil herren ikke se her op et øjeblik, bare et øjeblik!“

Og så lo hun igen. Vi skyndte os ud og så vor stue

hund og hans lille kamm erat komme slæbende med en

pakke, som de af og til slikkede på.

„Men hvad er det dog, Marie?“ „ J a , kan herren

gæ tte? Det er m intro et stykke smørrebrød! Og det

snusede de små rakkere op på loftet, lige under herrens

høvlebænk.“ Pakken blev åbnet, dér lå to stykker rug

brød, rund t om brødet, med tyndt smør på og ellers

in g e n tin g ; men frisk var det. „Noget,“ sagde hun, „er

såmænd bædre end ingen ting, sa’ spillemanden, de slog

ham på tuden! Det må da nok være nissen, som h a r