74 / 657
62
En gang faldt talen på døden.
„ Ja ,“ sagde den
gamle ju s titsrå d , „der ned skal vi jo alle, i det sorte
hul, men skælm den, som kryber ned , før det er nød
vendigt! Jeg vilde gærne endnu en stund trippe om og
passe mine frug ttræ er.“
Det gav anledning til et
meget alvorligt ordskifte, hvor Hanne halvvejs var på
moders side.
En anden gang var jeg til stede ved en sam tale
mellem moder og præsten E ssendrop, som havde været
gift med Kildes ældste datter. Den livlige Normand
udgød sit hjæ rte over tab e t af sin hu stru ; „ja, kære,
snilde, De kænder jo min Lone, magen til hende gives
der ikke!“ Og han græd som et barn. Hun græd med,
men talede også trøstens ord om troen på ham , der
døde, for a t vi skulde få det evige liv. „Formane ham ,“
sagde hun, „sømmede sig ikke for hende, men vel kunde
hun sige ham, hvorfor hun kunde være glad m idt i
sorgen.“ Det gjorde stæ rk t indtryk på mig. Gærne
tav man im idlertid hos Kildes om ting, hvori forskellig
hederne var så store.
Vi børn stod ikke i skygge i det hus, vi fik billed
bøger at se i , blandt andet en fransk bog på vers og
med billeder, ved hjælp af hvilken fruen vilde indgive
os begyndelsesgrundene til fransk.
Og nu gik det
muntert. Jeg husker følgende lille rim :
Der kom en tyv, laclron,
ind i mit hus, maison,
og vilde stjæle mit svin, cochon,
og min kedel, ckaudron.
Da tog jeg til min stok, baton,
og jog ham ud af mit hus, maison.
Det morede os meget, og fruen sagde: „det går min tro
charmant, lille bø rn !“ Siden, da jeg blev ældre, gav man
mig en bog af Ingemann i hånden , og den kunde tage
mig hélt. Her læste jeg første gang „De underjordiske“
og „Reinald underbarnet“.