HammerichEtLevnetsløb

med en lille tegning. S p i l l e u n d e r v i s n i n g e n gik sin

sædvanlige gang med moder selv til lærerinde.

Slaget

ved Jena blev m it m esterstykke, det var et heltedigt i

toner, og helten, véd man, var m it ideal.

Om søndagen fulgte jeg nu tit i kirke med fader

og moder, vi hø rte Mynster, Liebenberg, Rothe, tidens

rationalisme var begge mine forældre en afsky. Min

fader, en altid forsynlig m and, havde opskrevet regler

for vor opdragelse, såfræmt han skulde fra. Heri hed

d et: „mine børn skulle ikke konfirmeres af nogen ny

modens præ st, som kun prædiker m oral.“

Dagens

evangelium havde jeg læ rt, og fader formanede mig til

agtpågivenhed ved p r æ d i k e n e n , af og til m åtte jeg

gøre rede for dens indhold; noget blivende indtryk af

den fik jeg dog ikke. Han havde mældt sig ind i P e tri

frimenighed, fordi han kom i strid med sognepræsten i

Helliggæstes kirke over min døbeseddel, der var fuld af

fejle navne på fadderne; selv m it navn var nok fejlt.

Men jeg mindes ikke, a t mine forældre gik i tysk kirke,

undtagen når de skulde til a lte rs, p ræ sterne dér huede

dem ikke, de var „nymodens“.

I fritimerne l æ s t e jeg gærne, og da, hvad der faldt

i hånden. Lediggang h a r jeg aldrig kændt til, den voldte

mig alt for stor kedsommelighed, og selv i min leg var

der et åndeligt arbejde. Noget dæmrede i mig, som vilde

vinde klarhed, naturligvis vidste jeg ikke, hvad det var,

men fræm vilde det. T istran og Raffs natu rh isto rie

vedblev at ytre sin tiltrækning, dertil kom nu andre

folkebøger, H o l g e r D a n s k e , T i l l U g l s p e j l , bægge med

træ snit. Det var en verden for os to bø rn , skiftevis

romantisk-fædrenelandsk og laft kom isk; hver for sig

rø rte ved strenge, der længe klang efter, og de bøger

blev slidte op med sundhed. F ader hørte så meget om

Uglspejl og a tte r Uglspejl og hans skælmsstykker; „det

er dog ganske forskrækkeligt med j e r ,“ sagde han og

tog til sidst bogen og smed den på ilden. Næsten lige