HammerichEtLevnetsløb

sammen med d e t, jeg liavde hø rt om Gustav den

tredjes morder, der m åtte flygte til Danmark. Det var

digtning.

Nu mældte også den egenlige d i g t n i n g sig. Jeg

har alt om talt folkebøgerne og nogle af I n g e m a n n s

ældre skrifter, hertil kom flere af Evalds, Pér Pårs, Nils

Klim, Holbergs komedier. Ingemanns læste jeg for moder

og blev re t hjemme i dem, især i historien „om H err

Helias og Jom fru Beatricia“. Endnu kændte jeg mange

ord i mit modersmål slet ikke, „sælsom“ forekommer tit

i den fortælling, det læste jeg „fælsom“.

Men for

tællingen greb mig, og ligesom historien kunde slå over

i digtning, slog digtningen nu over i musik. Jeg spil

lede med moder en polonæse med mørk, tungsindig

klang, den blev for mig „Herr Helias“ , omsat i toner.

Således kan den endnu ringe for mine øren. Jeg hører

da ligesom vingeslagene af Rhinens hvide svane, der

havde b rag t skibet med ham og nu flyver bo rt for

altid ; „men i det samme øjeblik b ra st jomfru Beatricias

h jæ rte.“

Hvad der lever i et b a rn , y trer sig i dets le g e ,

og leg , når den er af den rette a rt, h ar samme vigtig

hed for dets åndelige udvikling som undervisning. Jeg

h a r et n atu rlig t hang til ensomhed. P å stille morgen

vandringer og om aftenen, helst henad m idnat, vælde

tanker og følelser, billeder og drømme ligesom af sig

selv fræm af sjælens dyb; jeg*kan juble over tilværelsens

skønhed og glæde, men også gennembæves af dens

smerter. Af det, jeg således oplever, ha r jeg en fore

stilling om, hvordan det må se ud i en eneboers sjæl.

Allerede den gang var det så , jeg var en ordknap,

stille, drømmende dreng, der gærne lukkede sig inde

i sig selv.

Jeg drømte nu ikke blot i al barnagtighed om så

og så mange drenge, der skulde slås drabelig t; om en

ven, jeg havde, der var i fare og blev frelst ved en