HammerichEtLevnetsløb

Ikke sjælden faldt et menneske i vandet, eller en

båd, bag ved hvilken en druknet slæbtes, blev roet hen

til druknehuset ved Langebro. Dette hus var mig en

rædselsfuld hemmelighed, langt borte lugtede jeg alt lig ;

se derind, tu rde jeg aldrig. Vi hørte også om ledig

gængere, der tog sit nattekvartér i sandkisten eller hvæl

vingerne under Højbro: atter noget for et barns ind

bildningskraft. Kælderfår arbejdede i sandkisten og

kunde en gang imellem tage os med; dér var kønne

sneglehuse, en tam ravn, som hoppede omkring, og bjærge

og dale og huler, hvori man kunde gæmme sig, eller

også lod jeg mig grave ned i sand til halsen.

Kristjansborgs slotsruiner stod endnu, høje, uforme

lige murstensmasser, fulde af græs og buskværk lige op

til toppen, men gennembrudte på alle kanter og ravende;

nå r månen mellem drivskyer skinnede på dem, var det

et skønt, vildt syn. Dér fik jeg øjet op for en ruins

skønhed, idet en mig endnu ubevidst historisk følelse

spillede i med. Efterhånden blev det ene stykke revet

ned efter det and e t, arbejdsfolk surrede tove om det

øverste af ruinstykket og halede til af al kraft, længe

vaklede det hid og did og styrtede så til sidst under

vældige hu rraråb . Ruinerne tjænte til opholdssted for

ikke få pjaltede mennesker, især rødstenskærlinger. Her

var nok af rødsten, de lagde sig da på knæ, arbejdede

på knusningen, snakkede, sang, skændtes, bandte, sloges,

indbyrdes eller med sjoverne.

Som ældre stillede jeg mig i nærheden og hørte til.

To koner småsnakkede om ungdommens gale streger,

som den ene tog i forsvar. „For det må jeg da sige:

sådan hvad unge mennesker ellers kan forfalde til, når

det ikke er ren t ud at stjæle, det må, min sæl, alle for

nuftige folk se igennem fingre med. Ikke sandt, mor?“

Tæ t derved gik det skarpere til mellem to andre. „Tag

skankerne til sig! Bliv mig fra mine varer!1' råbte den

ene.

„Men jeg rører jo ikke dine varer!“

„Så ad