HammerichEtLevnetsløb

fremmed due med! Så den vide udsigt over nabotagene,

synet om aftenen, når himlen var klar og der faldt et

guldrødt skær over de flyvende flokke!

Jeg husker også, hvor jeg på loftet blev overrasket

af noget, jeg aldrig før havde sét. Alle luger og åb

ninger vare lukkede, men gennem en sprække tittede en

lille solstrime ind, og hvor underligt var det nu ikke,

a t se de utallige støvgran svæve op og ned i den og

ned og op. Jeg kaldte på min brodér: „kom, kom bare

straks, så skal du se noget rigtig r a r t! “ Han op med,

og dér stod vi begge og stirrede på denne leg af lyset.

„Hvad er det, F rederik? Det er nok levendes dyr? E r

der så mange dyr t i l ? “ „Ja, det véd jeg ikke.“ Så

spurgte vi Marie: „kan du ikke sige os, hvad det e r? “

og kontoristerne ligeså. Jeg tro r dog ik k e , vi blev

sønderligt kloge på det, de sagde, H. P. Hansens for

klaringer gik os for højt. Men det blev ikke sidste gang,

vi skaffede os den fornøjelse, det var lige så morsomt,

som at se regnbufarverne i lysekronen eller i sæbe

boblerne.

En af gårdens mærkværdigheder var posten, den

løb altid, da den lå så laft, og folk trode derfor, det

var springvand. På den kunde vi kravle op, naturligvis

såfræmt fader ikke var til stede. Men sin største

mærkelighed for os fik den ved et slags lynchlov, fader

havde h ittet på a t bruge ved tyverier. Adskillige gange

blev der stjålet i huset af kærlinger, og de grebes på

færsk gærning. Føre dem på „kam ret“, havde sine ube

hageligheder, da skulde man møde til forhør og gøre

ed; lade dem løbe uden videre, vilde han heller ikke.

Derfor tog man dem, stillede dem en fem m inuters tid

under posten og slap dem så, drivvåde og dryppende,

ud af porten til usigelig morskab for os og de andre.

Og alle gadedrengene med huj og skrig efter dem.

Til gamle gårde knytte tit sagn sig om spøgeri og

varsler; det var dog ju st ikke tilfæ ldet med vor, og jeg