99 / 657
87
kirkegården. Også fru Heise spillede smukt, og moders
fæ tter, købmand Mårtensen, spillede guitar.
Skulde der synges flerstemmigt, sang Hanne og
Luise Kilde, fader og Lorens Kilde, deres broder, satte
bas til, og vi turde og synge med, min broder begyndte
a lt a t sekundere. En gang var Luise dog højst utilfreds
med min sang, „ham kan man jo næppe høre, det lille
pip!“ „ Ja,“ sagde jeg, „men du skråler også sådan!“
Moder gav mig et blik, og jeg blev rød,, skammede mig,
følte, jeg havde gået for vidt, og skyndte mig ud af
døren. Disse musikalske aftener, hvori moder var sjælen,
blev glanspunktet i vort hus; hvor jeg glædede mig til
dem ligesom de andre, og fik en sans for musik, der
hører med til mit livs goder.
Da jeg fyldte mit tolfte år, kom et sølvur, ledsaget
af et smukt lille brev fra forældrene. Ved samme tid
tog min fader mig første gang med på k o m e d ie . Han
valgte et stykke af sin yndlingsdigter, Holberg; når han
skulde på komedie, vilde han have noget at le ad.
Dér så jeg da Lindgren som Jeppe på bjærget få af
Nilles krabask. Men Hermann v. Unna, næste stykke,
jeg så, egnede sig meget mere for min smag: ridder
væsenet, den hemmelige rets møder i hulen, der skaffede
mig en behageligt kildrende gysen, alt henrev mig. Nu
da var vi også ude en søndag eftermiddag hos Prices og
lo hjærteligt over Harlekin og P jerrot, der blev spillet
med så meget mesterskab.
E t lille dukketeater havde vi fået af Kaufmanns og
opførte på det blandt andet Jakob v. Tybo og et Koze-
buesk stykke. Helten her var en teologisk kandidat, som
havde været med i frihedskrigen; det var et æmne, jeg
holdt af, og hans ord: „at kæmpe for fædrelandet,
strider ikke mod teologien,“ indprentede jeg mig.
Vi selv tog en gang mod til os og optrådte som skue
spillere for fader, moder, kontoristerne og pigerne. Det var
in tet mindre, vi vovede os til, end et optrin af Ewalds „Bal-