103 / 657
91
Af min onkel Sallings forpagter fik jeg lov til at
køre et par heste og det ned ad Koldingbanker, moder
tillod det, „men havde din fader været h e r“, sagde hun,
„var det ikke sk e t!“ Og hvilken knæbren af storke fra
hvert eneste bondetag i Vonsild, hvor Salling var præst,
nu gift med faders yngste søster!
I K ristjansfelt slog den stille, men hyggelige stad
mig med de røde tage, der lignede dem på vore legetøjs
huse, med plaskende springvand og lindealleerne i gaden.
Her kunde vi hørn køre i en vogn med en pudelhund
for og lege med drengene på „børneanstalten“ i deres
have; hver dreng havde sit eget lille bed. Her var en
lund med en eremithytte, hvor eneboeren med sit lange
skæg til min store skræk rejste sig og hilste, da jeg
tråd te ind, og med endnu andre mærkværdigheder: et
vandhjul satte to savskærere i bevægelse, så de stod og
rokkede og rokkede og savede tømmer som på vor
tømmerplads. I „Gemeinlogis“, hvor vi bode, hang spise
salen fuld med billeder fra det hamborgske folkeliv. Så
husker jeg faders sveuske onkel, adelsmanden Malm
strøm, og endelig en gammel dame, baronesse Holsten,
hvis tungefærdighed jeg aldrig havde hørt mage til. Og
alle vegne kunde vi mærke, hvor meget de holdt af
moder, og hvor hun igen hang ved dem, alle vegne vidste
de ikke, hvad godt de vilde gøre os.
I moders fødeby Nolde levede hendes moder endnu;
faderen var død for nogle år siden og, efter egnens
skik, b rag t fra lighuset til graven på Burkarl kirkegård,
mens store tændte vokslys bares fræm for kisten. Hun
var en from gammel kone, der havde sit eget sted og
gærne sad ved rokken og havdeen gudelig bog for sig;
i hjørnet sad pigen og kniplede, på en ægte gammeldags
lænestol, huggen ud af en træbul. Dér så jeg dagligt
mormoder, og altid havde hun et stykke af den yndede
„knipkage“ til mig.