HammerichEtLevnetsløb

kom til alt, holdt vi alligevel af hinanden og kunde ikke

undvære hinanden.

Hovmod og æresyge er, hvis jeg ellers kænder mig

ret, grundsynden hos mig. Den gangindså

jegdetdog

ikke, der er gærne noget svævende ved et barns synds

bevidsthed. Jeg kunde nok føle, det ikke stod til inden

i mig, som det burde, men den følelse var flygtig, for

maninger af mine forældre slog jeg hen. Af og til var

jeg åndeligt greben, tyede til min Gud og had med

inderlighed. Der hang et billede på onkel Boesens væg:

manden med leen, der henter et menneske bort midt i

hans synder; hvor det gøs i mig, når jeg så det! Heller

ikke sådanne øjeblikke fik imidlertid varige følger. Det

var

mig næsten umuligt med en såstolt og dog sky

n a tu r at lette mig ved en udtalelse, om det end kun

var for den moder, jeg elskede så højt.

Alligevel var jeg ikke utilgængelig for et godt, for

manende ord i andre henseender. Jeg har nævnet fru

Henderson, hendes mand, dr. H e n d e r s on, var kommen

hertil som udsending fra det britiske bibelselskab. Det

var en lærd, alvorlig mand, og han og hans hustru blev

næsten daglige gæster i vort hus omtrent i et års tid.

Den sky, jeg havde for ham som Engelskmand, var snart

overvunden, ti han udtalte sig skarpt mod det engelske

overfald og bombardementet.

En dag kom han hen til os; vi havde et oldenborre-

hu s, legede med oldenborrerne og, ubarmhjærtige som

drenge kan være, havde vi smidt dem ud i et kar med

vand. Han talte m ildt og kærligt om den synd, at

mishandle Guds skabninger. Hvor jeg da skammede

mig over mig selv og lovede i mit hjærte, jeg aldrig

mere skulde gøre det! Vi havde en samling insekter,

stukne på nåle og gæmte i æsker med kamfer, og tit

kunde jeg i min tankeløshed pine og plage de stakkels

dyr, inden jeg dræbte dem. Men det blev nu også

anderledes.