105 / 657
93
æblerne fristede, ja vi bragte det rapseri i system, sam
lede æbler i mængde og grov dem ned for justitsråden.
En flitsbue, jeg havde fået, tog mig helt; jeg havde en
lille skade på benet og husker godt, jeg gjorde meget
væsen deraf, så kunde jeg blive borte fra undervisningen,
sidde på min stol i gården og skyde efter spurve. I den
grad var jeg barn, fuld af alle et barns små synder.
Alligevel rø rte andre følelser sig første gang i det
unge hjærte. Der var en køn p i g e , lidt ældre end jeg,
rank bygt, med kulsorte hår og øjne, mere et Sydens
end Nordens b a rn ; hvor jeg fandt hende yndig, hvor
gærne jeg vilde tækkes hende! Tale til hende, vovede
jeg ikke for a lt i verden, men jeg udspejdede hendes
veje; dér mødte jeg hende, hilsede med et blik, jeg trode
hun m åtte forstå, så efter hende, gik hjem og drømte
ikke om andet end hende. Derved blev det, ingen mær
kede dertil, jeg har aldrig siden stødt på hende, men
hendes navn gæmmer jeg endnu. Hun blev ellers ikke
den eneste unge pige, for hvem jeg som dreng nærede
en flygtig tilbøjelighed; let tændelig var jeg.
Var vi budne ind til Kildes, som ofte skete, blev vi
meget glade. Livligt var det altid, Luise sørgede for
min pynt, hendes broder, Lorens, morede mig med sit
tørre lune, og to småpiger løb nu omkring og legede;
det var den ældste datters børn fra Norge. De var
naturligvis for små til os, men det var troskyldige
jen ter, og det norske mål, de norske barnesange klang
lifligt i mit øre. Allerede fra sprogets side tiltalte de mig.
Melodi: skære, skære havre,
Kraka sette seg på ejn stejn,
talad til sine døttar:
liossi skal me fara at i vet,
me fryse på kons føtar.
Me vil rejse til Danemark,
kaupe sko for holvonno mark;
brum, brask udi bomma,