HammerichEtLevnetsløb

Således lærte jeg at kænde den skjald, hvis mæg

tige ånd fik en indflydelse på mit hele liv som Grundtvig

siden. Så gammel jeg e r, går jeg endnu aldrig i de

små alleer ved frihedsstøtten, uden at tænke paa hans

Wiedewelt og sorte sø, ikke på assistens kirkegård, uden

a t tænke på digtet om Vahl, ikke i runddelen i Frede

riksberg allé, uden at se hen til det landsted, hvor

Oehlenschlåger og Steffens bode sammen; jeg kændte

det godt som barn fra besøg med moder hos general

Haxthausen. Det norske hus med broen i Søndermarken

vækker minder hos mig om „Tors rejse“ ; og ved kilden

i Frederiksberg have hører jeg Aladdins kilde i hulen

risle, svanerne dér og slotsterrassen trylle mig hen til

F røjas Folkvang. Der er det i hans digte, som aldrig

kan ældes, aldrig dø.

Omtrent ved samme tid kom jeg første gang med

moder på u d s t i l l i n g e n , en smuk forårseftermiddag,

mens drengene løb om og solgte violer. Hvor sådanne

indtryk dog kan være varige! Endnu hænge for mig

violer og udstilling sammen. I antiksalen så jeg de

Olympens guder, jeg havde læst om i Morits’ mytologi,

og den malede, brogede billedverden i salene tog mig

og fyldte mine tanker. Her på akademiet, fortalte man

mig, havde store kunstnere gået i skole, blandt dem

blev Thorvaldsen nævnt med udmærkelse; jeg havde,

tro r jeg, endnu ikke hørt hans navn. Karl Boesen, den

gang student, førte moder og mig siden omkring i Moltkes

billedgalleri og Vests samling. Atter indblik i noget

stort, jeg tidligere næppe havde anet.

Så fik vi en ny tegnelærer, en ægte kunstner. En

familje Holten — manden var broder til konferensråd

Holten — havde flyttet ind i vor stuelejlighed; der var

hørn på vor alder eller lidt ældre, et par af dem, fødte

i Norge, talte norsk og sang norske folkeviser. Holten

og fader slog sig da sammen om tegnelærer, og henvendte

sig til maleren S o n n e . Han var et lille, ungt, stil-