112 / 657
100
færdigt menneske, ikke højere end den største af os.
Børn dømme gærne efter det ydre, også de store, hvide
benklæder, han gik med, var os påfaldende; vi så på
ham halvvejs som god kammerat. Men han aftvang os
snart agtelse og meddelte os noget af sin kærlighed til
kunsten.
Vi tegnede dyr, heste, køer, til sidst hele små fægt
ninger; enhver, som kænder min følelse for det mandige,
vil fa tte , hvor glad jeg blev derved. Jeg kastede da
min lyst på „bataljestykker“ og købte en mængde for
mine sparepenge. E fter vane kunde jeg sidde og hænge
over dem halve timer, hensunken i halft digter ske drømme
om den genstand, billedet fremstillede: Engelsteds fægt
ning med Kosakerne, anden aprilslaget. Vi gjorde ellers
re t gode fræm skridt, en enkelt af os tog Sonne endog
ud med på fælleden, a t tegne køer. F ader havde nylig
købt en ualm indeligt stor perspektivkasse, „kukkassen“
kaldte vi den. Og nu sad både han og vi flittigt om
søndagen og malede byer og landskaber til den; de, vi
drenge malede, var næppe de vogeste.
Endnu stak dog barnet kændeligt i mig, hvor kunde
det vel være andet? Holtens drenge var nævenyttige og
tillæ rte os med. Der blev købt farver, guldpapir og pap,
der blev klippet og m alet, og der blev sn ittet i træ ;
pu lterkamm eret over porten var et trav lt værksted. Så
kunde vi en skønne dag møde fræm, rustede fra top til
tå : hjælm, brynje, skjold med skjoldemærke, sværd,
lanse; et prægtigt syn for drenge! Riddere var vi alle,
med de mest højtravende navne og tiln av n e, og vor
turnérplads blev gården. Hver havde sin dame, med
anstand hilsede vi hende og modstanderen; derpå blev
det blanke glavind draget, og vi tørnede vældigt sammen,
til den ene med brådne lemmer og våben kændtes for
ikke kampfør længer.
Også i en anden retning arbejdede vi ihæ rdigt, fik
os former, lagde tin i digelen, pustede til ilden , så