110 / 657
98
rejse til Jotunhejm “, den vilde moder nyde med, og jeg
læste for hende.
E t sagn, fuldt værdt at høre,
med gamle runer står;
låner mig eders øre,
mens jeg guldharpen slår!
Jeg ser mig endnu sidde i vor sal en klar solskinsdag i
vår, blomsterne stod i vinduet, svibler, liljekonvaller og
hyasinter, og duftede; hun sad i sofaen: „det er smukt,“
sagde hun og lod sit strikketøj synke, „læs det endnu
en gang, F rederik !“ Ind trykke t, jeg h a r af d et, er så
levende, som var det sket i går.
En hel digtningens verden lukkede sig nu op for
mig; Holger Danske og Ewalds „Balders død“ havde
vakt de første anelser om det gamle Norden, og he r var
den fuldeste virkelighed. Moder, der måske havde endnu
mere sans for a t omgås med os som halvvoksne end
som små børn, blev glad over sin dreng; imellem os to
var der således knyttet nye bånd, og vi læste siden flere"
ting sammen af Oehlenschlåger, som „Den lille hyrde
dreng“. Det lysnede ligesom for mig ved hans digte.
Dertil kom sam taler om Oehlenschlåger med H. P.
H a n s e n . Han havde forladt kontoret, købt hjørnestedet
på Kristjanshavn ved Knippelsbro og åbnet en vinhandel;
dér så min broder og jeg ikke sjælden ned til ham i
vinkælderen. Vi holdt meget af ham og han igen af
os, hver fødselsdag skikkede han mig et lille rim og
nogle flasker kirsebærvin. En søndag, husker jeg blandt
andet, da vi var hos ham , stillede han Malvasieren på
bordet, talen faldt på Oehlenschlåger, og han læste hele
stykker for os af Palnatoke.
Tak, Bue, tak, dér svandt den røde skygge,
du har aftvættet pletten på mit skjold!
De ord gentog han, og tårerne stod ham i øjnene.