116 / 657
104
end jeg. Prædikenen hørte jeg på, dog uden re t a t
forstå den.
Enhver, der ha r fulgt min livsgang, vil ane, a t
Grundtvig m åtte få stærk indflydelse på mig. Hvad han
levede for, troen på Kristus, historien, Norden, var netop
det samme, der lå og gærede i min lille sjæl. Ingen
anden af Danmarks mange fræmragende ånder kunde
derfor blive det for mig, som han. Im idlertid var jeg
endnu alt for ungdommelig, hans tale klang mig somme
tider så gådefuld; jeg m åtte blive lid t modnere, og om
stændighederne m åtte føje sig. Så kom det endelig fræm,
der måtte komme.
Moders svagelighed tiltog, og man var om sig om en,
som kunde forestå huset og tillige være et slags selskabs
dame. Det blev jom fru Luise Prehn, en borgm esterdatter
fra Sønderborg.
Hvor vi var nysgærrige, da hun kom, og gjorde os
ærinder ind i stuen, for a t tage hende i øjesyn! Hun
var en lille, mager, knoklet en, halvgammel og alt andet
end skøn. H året b ar hun å l’enfant med krøller både for
og bag, og rokkede med hovedet. Munden var bred og
fræmviste en række sorte, ormstukne tænder, den tykke
næse stumpede opad og havde en vis forkærlighed for
den blårøde farve; øjnene var grå og stikkende, og så
hun på nogen, var det gærne fra siden. Jeg tænkte ved
mig selv: „nå, så det er vores nye jom fru!“ Men en
meget god forstand havde hun og var dygtig til sin
gærning og flittig. „I stille huslighed,“ skrev hun, „vil
jeg søge min tilfredsstillelse ved opfyldelsen af mine
p lig ter.“
Dem, hun var vel stem t imod, viste hun omhu og
deltagelse, og i bædre øjeblikke kunde hun med sin
dannelse endog være usædvanligt underholdende, så man
ren t glæmte hæsligheden. Des værre kom sådanne øje
blikke sjældnere end man kunde ønske. Karaktér var
der nok af hos hende, kun var den alt andet end elskelig.