120 / 657
108
Underviste han i geografi, begyndte det med: „nå,
slå så kortene op, drenge!“ Han greb bogen, og øjnene
veg aldrig fra den, han krævede den ord for ord; stod
der hændelsesvis en trykfejl, ban ikke havde mærket,
rettede han os efter trykfejlen. Det vidste man, derpå
lurede m an, og der gik en dæmpet fnisen gennem
klassen. Han snode sig gærne fra en tim e, kom i så
fald ind til os med su rt ansigt, begge arme over hovedet
og de ord: „uh, hvor jeg dog h a r en forfærdelig hoved
pine!“ „Å, herr Chiewitz,“ råb te vi, „må vi så ikke få
lov?“
„Nej, det går ikke, drenge, det går pinedød
ikke!“ „Å jo, å jo, vi skal tage så meget des længere
til næste gang!“
„Nå, kom da med bogen!“ Og så
gik det.
Under disse forhold afhang vor fræmgang ene og
alene af læ reren; kunde han få os med: godt og vel,
kunde han det ikke: også godt, i det mindste i inspek
tørens øjne. Man ser let, hvor frit den enkelte dreng
m åtte føle sig stillet og hvor meget han kunde tillade
sig. Når inspektøren nu og da tråd te fræm med en
tordentale — han tog gærne plads i døren mellem to
klasser og åbnede talen med på én gang a t spytte ind
i dem begge —, vidste vi drenge alligevel, der fulgte
ingen lyn bag efter.
Enhver a rt frihed har sit gode; vi kunde heller ikke
kaldes overlæssede med lek tier, der var tid til selv
studium, hvis nogen vilde bruge den. Jeg véd ikke, om
det kom heraf, men en kændsgærning er det: skolen,
lidet talrig som den var, har i sin opløsningstilstand
haft forholdsvis mange elever, hvis navne nu h a r en
god, nogle selv en udmærket god klang. B landt dem
nævner jeg Hall, Ferdinand og Emil Fenger, Birkedal,
lægen Buntzen, politiløjtnant Lerbek.
Den første dag tråd te jeg ind i min klasse meget
spændt og i en næsten højtidelig stemning; da flokkedes de
to, tre, ja fire år ældre kammerater om mig som vilde