125 / 657
113
ved hoffet, blev ham nærgående, Lerbek ligeså. En
gang havde den sidste på omslaget af sin stilebog skrevet
en sentens om en lærers pligter, og i steden for at overse
det, indlod Krarup sig i brevveksling med ham derom.
En anden gang tra f han noget ligeledes på et omslag,
jeg tro r Sally havde skrevet det; det var taget fra
Grundtvigs „Nytårsmorgen“ , et vers om stileskrivning.
K rarup bragte det på tale i timen og så, som han
pleiede van, ud over brillerne ned i klassen med et
eget sløft udtryk i øjnene.
Derpå rejste Sally sig.
„Synes De da ikke om det, herr K rarup? Det er under
ligt! Det er dog et af pastor Grundtvigs berømte digte.“
Og han deklamerede med patos:
Ja vist må man smile
ad sprænglærde små, (Krarup var lille)
som ikkun på stile
at file forstå.
K rarup vidste ikke, hvad han skulde gribe til, han
drejede og vendte sig på katedret: „nej, jeg finder det
højst upassende,“ de ord ledsagede han med det sæd
vanlige sagte brum. Yi havde også mærket os, hvor tit
han i udlæggelsen af Yirgil tyede til Sergius’ anmærkninger.
En dag vilde det ikke ret glide for ham med kommen
taren, da rejste Sally sig igjen: „tør man spørge, herr
doktor, uden at være påtrængende, hvad Sergius i sine
noter mener om den sag?“ Atter brummede Krarup
noget, blodrød i hele ansigtet.
I g r æ s k havde vi de senere rektorer Thortsen og
F le m m e r til lærere, og begge, hver på sin vis, lærte
os det sprog godt. Hos Flemmer var der, trods hans
underligheder, noget, som fik os med; man følte, den
mand havde kærlighed til sagen. Af H o rnér, H e r o do t,
Xenofon fik jeg da indtryk, som endnu efter så mange
år stå for mig i sin fulde friskhed.
Navnligt hlev jeg hélt tagen af Herodots historiske
skildringer, af Odyssevs’ farter, Fæakernes ø, Navsikaa;
8