HammerichEtLevnetsløb

111

ind i det historiske, og det hjalp meget. Læreren, den

senere professor V e ls c h ow , var en lærd mand, da

han im idlertid var fuldstændigt blottet for historisk ind

bildningskraft, kunde han ikke yde mig noget.

Han

hørte os nøjagtigt i lektien, skønt han ikke let kunde

blive „fær’ig“ med noget. Og det var så det hele, der

blev ikke en gang tale om indøvelse i årstal og navne,

som vilde skaffe os løb i dem.

Kofods historie, som vi brugte, var ingen lystelig

bog til at få forstand af. Det morsomste for os var,

når forfatteren gik på stylter og fortællingen lød som

vers; Thortsen i sin metrik meddeler et par prøver.

E ller når det hed, som følger: „de samlede sig på slottet

i Prag, hvor de kastede de kejserlige gesandter ud af

v in d u e rn e .................og grev Thurn faldt ind i Østerrig.“

I samme forfatters geografi fortælles, „at Kalkutta talte

600,000 sjæle, hvoraf de halve ere sorte.“ Sådanne ud

tryk gengaves naturligvis i timerne ord til andet,

Velschow kunde slet ikke sætte sig i agtelse; det

faldt altid noget svært i en skole som vor, og forgæves

bad han os bønligt at sidde roligt. Vi bød ham utrolige

ting. En gang rejste en sig midt i timen og fræmsagde

et vers af „kong Salomon og Jørgen Hattemager“ : „hvad

mener De, herr Velschow, vel om Grækenlands affærer?“

Så tra f han en fjollet matros, Tolie Begklat, stående på

kated re t og vrøvlende, når han trådte ind; så os alle

liggende på bænken med ryggen vendt imod ham: „å,

om forladelse, herr Velschow, vi trode, det var Toile, der

kom !“ Han havde, som de, der har kændt ham, véd,

noget søgt i sit væsen, noget pænt spidsborgerligt, og det

gjorde ham lidt latterlig for os drenge, for hans jævn

aldrende somme tider med.

E fter disputérøvelserne i Lyceum samledes deltagerne

gærne til aftensmad hos en af dem, som lå på Borchs

kollegium. En aften kom Velschows personlighed her

på tale, „du ligger bestemt med nathue på, det ser du