121 / 657
109
fugle: „nej, sikken en gråspurv!“ Jeg blev hejset, hivet,
dunket, „døbt“, pu ttet i kakelovnen, man legede himmel
spræ t med mig, og til faders forfærdelse kom jeg hjem
med en stor bule. Det mældte han til J. Møller, og
des mer m åtte jeg døje: „æ, du mors dreng, sladder
hank i barselseng med knappenål i r
!
Når
kommer så din pige og hen ter dig af skole?“ Da jeg
var lille og spinkel, fik jeg på stedet det øgenavn
„tøsen“, „Rikke“. Det harmede mig svært, og en dag
havde jeg formeligt bersærkergang, så jeg næppe vidste,
hvad jeg gjorde. Den dreng, der drillede mig værst,
jog jeg en pennekniv i maven, uden a t det dog fik
videre følger.
Til gengæld hug han mig en bog i
ansigtet, men tog sig nok ellers, i det m indste til en
tid, i vare for a t skælde mig ud.
Dagligt gav vor klasse følgende forestilling, inden
timen begyndte. Tapperne var tagne ud af bordpladen
og fedt smurt under den; derpå blev en af de kådeste
drenge, „gale Christensen“ , la g t på pladen, man tog
plads på begge sider og furede den, under en opsang,
fræm og tilbage. Im idlertid stod en påvagt, „der er
kap tajnen“, råbte han, og under råbene, „der er han,
der er h a n “, blev alt hu rtig t b rag t i orden, så han, når
han kom, ingen ting kunde se.
En dag var der en voldsom støj, han kom farende
og greb rask i døren, men standsede dér og gjorde de
særeste fagter med hånden. „Hvordan er det dog med
Dem, herr Chiewitz,“ blev der råb t; „har De slået Dem,
De er da ikke bleven dårlig ?“ „Hvordan det er? Uf!
Dér har de, sandt for H erren, smurt det pure, pære
menneskeskarn på lå s e n ! Så gid satan havde de for
bandede drenge!“
Til lærer i tysk havde vi en født Tysker, en lille,
arrig, vanskabt, løjerlig trold; vi kaldte ham for skov
djævlen.
Ham drillede den om talte kåde dreng så
længe, til han rejste sig og for imod ham. „Slår De,