HammerichEtLevnetsløb

var kaldet til læ rer, gik rygtet, at han kunde slå en

dreng midt over med et spanskrør. Så tråd te han ind

i klassen, svær og hærdebred, end sand kæmpeskikkelse,

med det ansigt, hvori på én gang lunet og sindig fasthed

stod præget, i blå frakke og benklæder, der ikke ud

mærkede sig ved pyntelighed. Hans undervisning var

kort, klar, fyndig, gik lige på målet og krydredes ikke

sjælden ved et godt indfald. Endogså hans anmærk

ninger i protokollen lød højst ejendommelige: „Selchau

umanerlig“.

Holger Tryde viste sig i en af de førte timer noget

urolig. „Hør Tryde,“ sagde han med største ro, „gør

De det tiere, tå r jeg Dem, min sæl og salighed, ved

bukselinen og holder Dem ud af vinduet!“ Klassen var

på første sal, ingen tvivlede på, han jo vilde gøre alvor

af truslen. Han havde kræfter nok dertil, jeg har set

ham tage to geværer ved bajonetten, et i hver hånd, og

holde dem længe lige ud i stiv arm. F ra det øjeblik

hørtes ikke et kny i Svenningsens timer.

Må jeg fortælle blot et par af de mange historier,

der gå om denne, i sin a rt enestående personlighed.

Jeg var en gang som kandidat sensor ved en årsprøve.

Den, som var oppe, skulde trække en lodret linje, men

bar sig kejtet ad og trak den ene ved siden ad den

anden. Svenningsen smålo: „sidder han ikke dér og

laver mig et hélt stakitværk af lodrette linjer!“ En

gang vilde han op på Kristjanshavns vold, skildvagten

standsede ham og krævede tegn, uden det turde man

ikke gå der. „Om jeg har tegn?“ sagde Svenningsen,

„ja, min salighed, h a r jeg så! Ser du !“ Og han gjorde

fagter med hænderne, som hélt bragte soldaten ud af

fatning, så han lod ham gå. Kort efter gik Svenningsen

alligevel af sig selv ned ad volden: „den stakkels fyr

kunde jo ellers komme i ulejlighed for min skyld!“

Undervisning i n a t u r h i s t o r i e meddeltes ikke i

skolen, jeg havde virkeligt både trang og lyst til den.

115