133 / 657
121
jeg med mine forældre kom „på salen i Stormgade“, ti jeg
kom der mod min vilje. HolgerTryde, min klassekammerat,
havde sét os brødre gå der ind, men det løj jeg mig fra.
Hvad der rørte sig i os, kom fræm i timerne. Fa-
bricius lod os frit valg af de digte, vi skulde lære
udenad, og nu fik han også grundtvigske digte. Navnligt
var Hagen dristig, han valgte en gang:
Stille, stille, Zions døtre små,
et digt, skrevet i de dage med kampen for øje og trykt
i teologisk månedsskrift. Fabricius var den gang som
de fleste afgjort Rationalist, han udtalte sig stærkt imod
det, fandt det „selotisk“ og var vred. Men det blev
ikke herved.
Æmnet til vore danske stile skulde blandt andet
også hentes fra Krog-Meyers lærebog, Lindberg skulde
da opgive spørgsmålet og både han og Fabricius gennem
læse stilene og give karaktér. Da de to imidlertid i
trossager var skarpe modstandere, gik deres dom om
stilene naturligvis stik imod hinanden, og hvad den ene
roste, lastede den anden. Enhver af os drenge måtte
da følge sin overbevisning, alt opmuntrede dertil; læmpe
sig fræm og halte til begge sider, gik ikke. Selv de,
der ingen overbevisning endnu havde, stod her på skille
vejen og måtte helst træffe et valg. En sådan stilling
kan vist nok kaldes egen, den kunde have sine farer,
men den fræmbragte et i en skole ellers højst usæd
vanligt åndeligt liv og røre.
Prof. J. Møller var næppe glad herved, han blandede
sig ellers gærne i skolesager, undertiden temmelig kejtet.
Her véd jég dog ikke, han har indblandet sig, skønt det
kunde gå ud over den egenlige undervisning, når drengene,
tit af ligegyldighed og for a t more sig, fik Lindberg til
at udvikle sine meninger mod Clausen, eller Fabricius
til at udvikle sine for Clausen. Min fader derimod,
husker jeg, advarede mig for at blive „alt for u ltra “ ;