139 / 657
127
væsen tiltalte mig alligevel; vred på hende kunde jeg
ikke blive.
Moders sidste årsdag kom, 13de maj 1823, jomfru
Prelm vilde festligholde den efter tysk skik og fik de
to unge piger fra Fåborg med. Man klædte sig i hvidt:
den ene, med røde sløjfer og sløret bag ad nakken,
skulde forestille „Vergangenheit“ ; en anden med blå
sløjfer forestillede „Gegenwart“ ; den tredje, jomfru Prehn
selv, tilsløret og med grønne sløjfer, forestillede „Zukunft“ .
Således tråd te de om formiddagen ind til moder i dag
ligstuen og fræmsagde et tysk digt i den dybtfølte stil.
Yi stod og så til, moder var overrasket og kændeligt
forlegen; fader vidste i førstningen slet ikke, hvad han
skulde sige, senere talte han aldrig om det optrin uden
med et vist smil, som jomfru Prehn tog ham meget ilde
op. Hun havde med utrolig flid ledet indstuderingen,
fandt deklamationen udmærket og havde væntet a t gøre
en stor virkning.
Dag for dag gik det nedad med moder, så hun
kunde nu ikke engang tåle, at jeg læste for hende; hun
led af hovne kirtler, kortåndethed, tilsidst vandsot. Efter
retningerne fra Nolde om den gamle moders tilstand
lød så nedslående og tog kændeligt på de svage kræfter.
Ikke des mindre lod hun sig hver formiddag lede over
til sin sofa i dagligstuen, og da det ikke længer var
muligt, lod hun sig bære.Dér sad hun mellem blom
sterne, roser, gyldenlak, geranium, i sin renlige, snehvide
morgendragt, med blege kinder og læber, næsten som
en levende død. Hun anede, hvad der m åtte komme,
og talte derom til sin mand: „men jeg står i Guds
hånd, døden frygter jeg ikke. Har du vel nogen sinde
mærket andet på mig, Hammerich?“ Af og til kunde
hun lægge hånden på mit hoved og se længe på mig,
eller også sige: „vil du ikke gærne være en god dreng,
F rederik !“