140 / 657
128
Fø rst sidste dag, hun levede, d. 28de juni, m åtte
hun holde sengen. Hun lå stille hen , famlede med
fingrene på lagenet og talte stundum i vildelse; jeg
græd, og dog kunde jeg i det samme smile over de
underlige, forvirrede ord, der kom fra hende. Hen ad
m idnat drog hun sit s i d s t e s u k i samme kammer, hvor
fader døde 29 år derefter; det opstigende vand havde
kvalt hende.
Vore senge var flyttede over i dagligstuen til gaden,
næste morgen sagde fader os, hvad der var sket, og vi
græd: „vi vil sørge,“ sagde han „men ikke som de, der
in tet håb h a r!“ Med sin vanlige ro ordnede han alt,
os sendte man ud til onkel Kaufmanns, der lå på landet
ved assistenskirkegård.
Hvor letsindig er dog ikke b a rn en a tu ren ! Ingen
kunde elske sin moder højere end vi, og alligevel legede
vi med de andre drenge, stim ende og støjende, og spil
lede kav; jeg med, skønt jeg snart skulde fylde 14 år.
J a jeg styrtede mig i legen dobbelt vildt, for a t glæmme
det tryk af sorg, som hvilede på mig. Student F rederik
Boesen, der gik under det navn „poeten“, var forlovet
med et søskendebarn af mig og ude med hos Kaufmanns.
Ham blev vi vrede på over en småting, drillede ham og
truede at sætte ham i „politivennen“.
Om aftenen kom fader og hentede os, „hun gik ud
som et lys, der flammer op, for a t slukkes,“ sagde han.
Sam talen faldt på de afdødes tilstand, på syner, drømme,
anelser, og den historie, jeg har fortalt om min læ rer
Holt, kom også på bane. Dagen efter tråd te jeg ene
hen til den døde, nu frygtede jeg ikke længer et lig.
Jeg så hende ind i ansigtet, stod med hendes kolde
hånd i min og græd bitterligt. Hvor nær var jeg ikke
kommen hende netop i den senere tid, når vi læste
sammen og følte sammen! Og nu denne pinende tom
hed i min sjæl! Det var som jeg aldrig skulde blive
glad mere i verden.