146 / 657
134
Og hist i sofaen, hvor jeg var vant til a t se moder og
endnu kunde mindes hende fra de gode dage, mødte nu
et su rt ansigt mig.
En dag ikke længe efter moders død førte fader os
med en vis højtidelighed op på anden sal ind i et
k a m m e r til gården, som han i et skrevet indlæg over
gav os til brug. L id t undselig tilføjede han : „dette
skal nu hede fredens og broderenighedens bolig. Lad
mig så bare se, I to brødre komme godt ud af det med
hverandre!“
Nogle år senere fik jeg værelset alene, og et nyt
ud til gaden åbnedes for os, hvor min broder så havde
sine sager stå en d e ; men alt fra førstningen af var det
dog mest mig, der nød godt af det kammer ud til gården.
Dér stod en gammel, perlemalet pult, en reol, og vindues
karmen var gjort bredere, så den kunde tjæne til bord.
Alt var tarveligt, til overdåd blev vi ikke vante. Mangen
god time h a r jeg tilb rag t dér, fordybet i min bog, eller
underholdt af svalernes kvidder, når de en køn aften
fløj rund t og lærte sine unger flyve. De kunde ligesom
fortælle hele historier. Hannen klagede gærne på hunnen;
hun tog sig det mageligt og blev i reden , mens han
m åtte ud og skaffe føden til dem alle.
I året 1824, vinter og forår, gik jeg til konfirmation.
Kochen, sognepræst ved petri frimenighed, hvori fader
havde indmældt sig, vilde gærne konfirmere mig og kom
til den ende oftere i huset, mens moder endnu levede,
indtil hun lod ham mærke, det hjalp ikke, vi skulde
hverken konfirmeres på tysk eller hos ham , men på
dansk hos Mynster. Så blev han vred og blev borte.
Konfirmationsundervisningen har in tet indtryk efterladt
sig hos mig, og vist nok var skylden min egen. Alt
mente jeg, som her blev foredraget, var jeg dog allerede
godt hjemme i, og jeg kunde da sidde fuld af de for
fængeligste tanker. B landt andet vilde jeg gærne tækkes
pigerne, der gik fra præsten, når vi gik til præsten.