151 / 657
139
løvrigt var jeg flittig, des mere, jo nærmere jeg
rykkede eksamen artium, og fader skaffede mig med glæde
al den hjælp, jeg kunde trænge til. Thortsen gav mig
private tim er i mit svageste fag, latinsk stil; når jeg
kom til ham, tra f jeg dér gærne hans venner, deriblandt
Lorens Kilde, Povl Møller og digteren Hertz, endnu en
ukændt størrelse. Jeg havde læst i Holtys levnet, hvor
ledes han, når han gik i seng, bandt sig en sten om
armen; så vågnede han ved hver drejning i sengen og
sov ikke over tiden. Det samme gjorde nu jeg, tit var
jeg oppe klokken fire, fem, mens gaden endnu var tom
og kun en enkelt arbejdsmand med sav og økse gik
på arbejde.
Var jeg overlæst, gik jeg en god tur, helst ud på
Langebro, min gamle yndlingsvej, eller omkring i havnen.
Jeg havde altid haft lyst til saltvand og søliv, og nede
på skibspladserne mellem pakhuse og kølhalede fartøjer
stod jeg mangen god stund, indåndende luften af tjære,
og lyttede til m atroserne, når de „braste munden på
firkan t“ og slog skæmten løs.
Det kunde selv fare
igennem mig: „men du er dog egenlig skabt til sø
mand!“
Afgangseksamen ved skolen blev jeg færdig med om
sommeren 1825, og alt gik godt. Til efteråret skulde
jeg underkaste mig artium, skønt jeg næsten fejlede ét
år i de fastsatte 17, en bevilling tillod mig det. Fader
tog os derpå med på en lille rejse til Nordsælland,
Helsingør og Fredensborg, hvor jomfru Prehn stødte til
og re t var i strålende lu n e ; hun havde fundet en herre,
der gjorde kur til hende. Men jeg følte mig usigelig
mat, led af en voldsom hovedpine, og så snart vi kom
hjem, m åtte jeg søge sengen; det var en ty f u s f e b e r .
I to måneder led jeg af den, og da jeg kom mig, havde
jeg m istet hele håret undtagen en lok bag det ene øre,
den var im idlertid bleven grå. Jeg havde læst en del