154 / 657
S t u d e n t e r å r e n e ,
(1825—1830).
Eksamen a r t i u m tog jeg ved nytår 1826, i 4 fag
fik jeg udmærkelse, i latinsk stil liaud, i de øvrige laud.
Mens jeg var oppe, var jeg i en glad spænding, den
havde mig noget af det, som gør hasardsp il tiltræ kk end e;
mine eksamensdage i det hele regner jeg til dem, hvori
jeg førte et ligesom potenseret liv. Rimeligvis ha r det
held, der fulgte mig ved sådanne lejligheder, væ ret med
virkende hertil, examensskrækken kænder jeg kun fra
mine natlige drømme.
En af dem, der tog eksamen med mig, var en
M f i l l e r fra metropolitanskolen, et vel begavet, men
yderst tungsindigt menneske. Omgangen med ham havde
i førstningen ikke ringe tillokkelse for mig, fordi den
åbnede mig blik ind i tungsindets dybder. Hele timer
kunde han sidde og tale om indre kvaler, der sønder-
sled h am ; virkelighed og indbildning blandede sig sammen,
og jeg blev indviet i en vild, mørk fortvivlelsens verden.
Af og til lod han endog ytringer falde om a t gøre b ra t
ende på en sådan tilværelse. Musiken elskede han, det
vidste jeg. Og jeg, der nu havde spillelærer, satte mig
da til pianoet, træ t af hans klager; det var ligesom
tonerne opløste, hvad der pinte ham, i mildere, vemodige
stemninger. Han drev det ikke vidt i verden og døde
i sin bædste alder som læ rer ved en offenlig skole.