HammerichEtLevnetsløb

144

af det års Russer med den agtpågivenhed fulgt en fore

læsning som denne.

F ader så det ikke ugærne og støttede det på sin

vis.

Han gav mig Beckers verdenshistorie til mit

lille bibliotek og ta lte tit om historien. Når man kommer

i den anden verden“, sagde han, „og dér træffer Napo-

leon eller Sokrates, må det være højst interessant, at

vide noget om dem og hvad de har gjort.“ Jeg smilede

naturligvis og gjorde løjer dermed, spurgte, „om det så

ikke var bædst a t tage Kofods historie med i lommen

der op“ . „ J a “, sagde han og tog sig en pris, „le du

kuns, herr studentmagersvend, og stå dér og p at på dine

stakkels negle — en vane, jeg havde —, men bliv bare

ved at studere historie! Det er sandelig et nyttigt fag,

det har jeg også i sin tid haft meget tilovers for“.

Når jeg blandt andre forelæsninger, der ydede mig

noget, nævner Thorlacius’ romerske antikviteter, er det,

fordi også de kastede lys over et historisk æmne; jeg fik

her anelse om, hvad en rejse til Rom var værd. Hos

S i b b e r n fulgte jeg, trods min unge alder, godt med i

hans psykologi. Han gav mig et blik ind i sjælelivet og

dets gåder, og af og til kunde han selv ud tale tanker,

jeg har gæmt på. Således hans udvikling af fantasi og

fantaster.

„Det forekommer os undertiden , som om

hele vort liv var tilin te tg jo rt“, sagde han, jeg anede den

dybde, der lå i disse ord, og skulde snart gennemleve

sådanne stemninger. I det hele var der en grundighed,

naturlighed, oprindelighed i hans granskning og person,

som uvilkårligt v irk ed e ; man mærkede, han gav os af

hvad han selv havde levet. Senere, da jeg blev mere

moden, fik han ingen ringe indflydelse på gangen i min

udvikling.

Hans allerede den gang påfaldende særheder blev

ikke misbrugte, vakte heller ikke forargelse; man morede

sig over dem og holdt lige meget af ham. En dag gik

en af mine venner — husker jeg re t nuværende biskop