161 / 657
Vældig længsel gennem barmen bæver,
dybest i mit hjærtes skjulte grund,
når i højest fryd min sjæl sig hæver,
i den bitre smertes tunge stund.
O, så ene er min sorg og glæde,
ingen er der, som min fryd forstår,
ingen, i hvis favn jeg kan udgræde,
ingen, ingen på den vide jord!
Jeg vilde så gærne føle mig re t ulykkelig. Sådanne
stemninger er en skærsild, ungdommen, i det mindste
dengang, m åtte igennem. I Mynsters „Meddelelser om
mit Levnet“ findes prøver på digte af ham, der skrue de
sygelige følelser i det „efter kærlighed tørstende h jæ rte“
endnu højere op end mine gør. Hengiver man sig helt
i stemningen, kan man ende som menneskehader, der er
noget sugende i den. Så vidt kom det vel ikke med
mig, men jeg holdt dog slet ikke af selskaber, og langt
heller sad jeg hjemme.
S e l s k a b e r var imidlertid ikke til a t undgå. Efter
moders død indbød fader både familje og venner jævn
ligt hos sig, som den ældste i familjen vilde han holde
samling på den. Ved den lejlighed kunde han også ind
byde Rudelbach ogP . Fenger. Jeg sad da oftest tavs, når
der taltes om almindelige ting, og kedede mig, ærgrede
mig somme tider med. I grunden var jeg behagesyg,
vilde gærne, men kunde blot ikke, mens min broder altid
var i sit es mellem folk og gjorde megen lykke. Derved
blev ærgrelsen ikke mindre, og i m it stille sind fandt
jeg mennesker, deres samtaler, hele livet så usigelig
flovt, som pøhelens glæder på Dyrehavsbakken. Det var
hævn, ingen uskyldig hævn.
De mørke, sværmerske timer kom og gik, og jeg
blev ingen verdenstræ t olding midt i ynglingealderen; ti
de rådede langt fra ikke alene, end ikke, når jeg prøvede
min pen. Jeg kunde også prøve den på et digt til ære
for det genopstandne Hellas og heltesindet. Heines
149